Knud Romers ABC, Baggårdteatret. Foto: Jens Wognsen

12. august 2020

Corona eller ej – publikum vil fortsat se teater!

af Nanna Holdgaard

70% af det danske teaterpublikum er trods COVID-19, fortsat trygge ved at gå i teatret, og 15% svarer, at de vil bruge flere penge på teateroplevelser i den kommende sæson. Læs de samlede resultater af COVID-19 Publikumsundersøgelsen.

I juni 2020 igangsatte Applaus og Dansk Teater en COVID-19 publikumsundersøgelse på 33 teatre, som gav teatrene mulighed for at undersøge hvornår og hvordan publikum ønsker at opleve scenekunst i efteråret 2020.

Trods COVID-19, svarer 70% af teatrenes publikum, at de er trygge ved at skulle i teatret igen. I tillæg svarer 54% af publikummerne, at de er interesseret i at se teater både indendørs og udendørs og 15% af teatrenes publikum forventer at bruge flere penge end normalt i den kommende sæson.

Et pejlemærke for det enkelte teater

COVID-19 publikumsundersøgelsen har været et gratis tilbud til alle institutionsteatre og har været en mulighed for at det enkelte teater kunne undersøge hvordan deres publikum ønsker at opleve scenekunst. Undersøgelsestilbuddet har mødt stor opbakning fra scenekunstbranchen og 33 danske institutionsteatre valgte at tage imod tilbuddet.

”Under corona har mange i kulturens verden talt om muligheden for bedre analyser. Vores tætte samarbejde med Applaus gør, at vi i scenekunstbranchen ikke lader det blive ved snakken, men at vi i stedet handler. Verden har ændret sig på få måneder, og vi har i scenekunstbranchen løbende brug for at blive klogere på fakta og data om publikum. Denne måling sender tydelig optimisme ud til både teatrene, publikum og politikerne, men fortæller også, at vi skal tilpasse os en ny virkelighed,” udtaler Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater.

Højfrekvente publikummer

Det danske teaterpublikum går ofte i teatret. 40% af besvarelserne kommer fra publikummer, der har set teater mere end 5 gange i løbet af de to sidste år, og 74% af besvarelserne kommer fra kvinder.

”Spørgeskemaet er besvaret af teatrenes eget publikum, og det er derfor ikke overraskende, at besvarelserne også kommer fra teatrenes absolutte kernepublikum. Det er dog stadig betryggende og dejligt at se, at teatrene trods COVID-19 stadig har stor opbakning fra netop denne målgruppe – uden dem ville vi gå en kedelig teatersæson i møde,” afslutter Lene Struck-Madsen.

Fakta om COVID-19 publikumsundersøgelsen

33 institutionsteatre deltog i undersøgelsen. Det er teatrene selv, som har udsendt spørgeskemaet ud til deres publikummer.

Undersøgelsen er udsendt som en online spørgeskemaundersøgelse i perioden 19. juni 2. juli 2020 via de deltagende teatres nyhedsbreve og sociale medier. Alle besvarelser er anonyme.

I alt har 13.556 publikummer valgt at svare på spørgeskemaet.

Undersøgelsen er iværksat af Applaus og Dansk Teater og gennemført i samarbejde med Rambøll og Morris Hargreaves McIntyre

Download rapporten

Læs rapporten med de samlede resultater af COVID-19 Publikumsundersøgelsen.

Nyheder fra applaus i din indbakke

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg Applaus