Scenekunsten har i en tid været efterladt uden en af sine vigtigste forudsætninger: Publikum. Det har konsekvenser for udviklingen af forestillinger, for kunstnere, for institutionerne – og for forretningen. Uden publikum, ingen billetindtægter.

Under teatrenes lukning har mange kunstnere og -institutioner været opfindsomme til at udvikle formater, der kan opleves på især digitale platforme, muliggjort af hjælpepakker og fondsstøtte. Indtægter for et betalende publikum udebliver dog ofte, når det gælder digitalt indhold, da det ofte er gratis.

Hvordan kan publikum betale for kunsten i en situation, hvor salene er tomme og teatrenes værker skal konkurrere med kilometervis af gratis indhold?

En brændende platform – bogstavelig talt

For ét teater vækker undtagelsestilstanden genkendelse. Da Sort/Hvids lokaler i det historiske CaféTeatret i Skindergade i Københavns centrum brændte ned til grunden i 2014, stod Sort/Hvid uden en scene, uden publikum – og uden indtjening.

Da asken og chokket havde lagt sig, satte jagten på nye rum ind. To år efter branden kunne Sort/Hvid etablere sig i et spritnyt teater i Kødbyen på Vesterbro. Med store visioner for den nye bygning bad kunstnerisk direktør Christian Lollike og resten af teatret, Københavns Kommune, private og offentlige fonde og befolkningen om hjælp. Sidstnævnte skete via en storstilet crowdfundingkampagne på Kickstarter.com under titlen ET TEATER ER BRÆNDT NED. ET NYT SKAL BYGGES OP.

Op mod 400 packers, både virksomheder og privatpersoner, valgte af støtte kampagnen, som rejste ca. 330.000 kr. i alt.

Inspiration til branchen

Coronakrisen har gjort alle teatre til brændende platforme. Mens hjælpepakker og nødpuljer naturligvis er altafgørende for teatrenes overlevelse, er publikum en ofte overset ressource, når institutionernes fremtid er truet.

Derfor deler Sort/Hvid nu med støtte fra Bikubefonden de resultater og erfaringer, Sort/Hvid gjorde sig, da teatret kæmpede for overlevelse gennem bl.a. crowdfunding.

Publikum vil gerne hjælpe

I den digitale udgivelse ET TEATER BRÆNDTE NED. ET NYT ER BYGGET OP. svarer en gruppe backers på, hvorfor de i sin tid valgte at støtte teatret, og hvordan donationer sidenhen har præget deres forhold til Sort/Hvid. Deres svar viser, at publikum står på spring for at hjælpe, og økonomisk, når kunsten melder hus forbi; når fremtiden er usikker og udsigterne til mere teater af ens yndlingskunstnere ser sorte ud.

Omvendt fremgår det klart af undersøgelsen, at publikum kun støtter det, de føler har en tydelig kunstnerisk nødvendighed. Derfor bør en kampagne ledsages af kunstneriske udtryk, og anledningen bruges til at formidle det specifikke teaters kunstneriske profil.

Nyt kernepublikum efter krisen

En crowdfundingkampagne har længere perspektiver end akut førstehjælp, når katastrofen rammer. Sort/Hvids backers udgør i dag et kernepublikum, som bruger teatrets tilbud i stor stil.

Flere backers understreger, hvordan donationer har givet dem en ejerfornemmelse over teatret – som backeren Andreas, der fortæller, at han altid skal klappe kaklerne i Kødbyen, når han besøger Sort/Hvid.

Her foreligger der et potentiale for at opbygge et dedikeret kernepublikum, der kan blive en del af teatret på nye måder – både gennem brug af teatrets tilbud og yderligere økonomiske donationer, men også ved fx at levere indhold til en forestilling eller genstande til scenografi.

Sort/Hvids udgivelse præsenterer derfor også andre cases med crowdfunding og lignende publikumsinddragende tiltag fra udlandet, ligesom lektor i Teater- og Performancestudier Laura Luise Schultz bidrager med en artikel om Sort/Hvids kunstneriske virke, og hvorfor publikumsinddragelse er og bør være en dimension af teatrets kunstneriske udtryk.

Foto: Jon Bjarni