De danske teatre har fået tre år til at publikumsudvikle – men er det nok?

Publikumsudvikling. Det er et ord, som bliver brugt og fortolket på vidt forskellige måder og i forskellige kontekster. I 2018 blev Applaus oprettet på en 3-årig bevilling med 8,5 millioner kroner i ryggen, som et projekt og samlingssted, der skal gøre publikumsudvikling til en integreret del af den danske scenekunsts arbejde, målsætning og strategi. Og hvordan går det så i dag? ISCENE undersøger her publikumsudvikling i dansk kontekst.

En del af organisationen – ikke kun projekter

Spørger man projektleder Lene Struck-Madsen fra Applaus om, hvad publikumsudvikling reelt er, så understreger hun som det første, at publikumsudvikling handler om organisationsudvikling. Hun vil altså gerne væk fra en tankegang om, at publikumsudvikling skal foregå i kortsigtede og enkeltstående projekter, som teatrene må søge penge til fra gang til gang.

”Publikumsudvikling skal være implementeret fra toppen af organisationen og som en tydelig strategi, man arbejder med i hele organisationen”, understreger hun.

I forhold til en definition af, hvad ordet konkret betyder, så henviser Lene Struck-Madsen også til den tredeling, som ISCENE tidligere har omtalt.

Lene Struck-Madsen definerer altså begrebet således:
Widening: Det handler om at få flere publikummer ind i salen og gøre det eksisterende publikum større. Det nås ofte gennem mere eller mindre klassiske kommunikations- og markedsføringstiltag.
Deepening: Denne tilgang giver en øget oplevelse til teaterbesøget eller giver publikum en dybere forståelse af forestillingen. Det kan ske gennem deltagelse i kunsten eller gennem for eksempel samtaler eller oplæg før og efter forestillingen m.m.
Diversifying: Her handler det om at nå ud til et nyt publikum, som ikke tidligere kom i teatret gennem forskellige strategier.

Hvor Ingrid E. Handeland, direktør i NPU (Norsk Publikumsutvikling) tidligere har udtalt til ISCENE, at hun ser den tredje type af publikumsudvikling – altså diversifying – som den egentlige publikumsudvikling, så vil Lene Struck-Madsen ikke gå ind og bedømme, hvilken tilgang der er den rigtige for det enkelte teater.

”Det er vores opgave at hjælpe teatrene med at opnå mere viden om publikum og skabe de redskaber, som de har brug for for at opnå deres målsætninger. Så er det op til den enkelte teaterdirektør at afgøre, hvad de målsætninger er. Det vigtigste er, at man arbejder strategisk med publikumsudvikling. Man kan sagtens fokusere på to tilgange samtidig, hvis man bare har lagt en strategi for arbejdet,” påpeger hun og fortsætter:

”Jeg vil gerne understrege, at de danske teatre vil deres publikum, og vores tidligere undersøgelse viste, at 73 procent af teatrene arbejder med publikumsudvikling i forvejen. Så det handler i højere grad om en bevidstgørelse af, hvordan man gør det, og hvordan man bruger de rigtige redskaber til de forskellige opgaver.”

I Dansk Teater hilser direktør Louise Stenstrup også arbejdet med publikumsudvikling i Applaus velkommen:

”Teatrene skal vedvarende være relevante, tilgængelige og vedkommende for sit publikum. Ingen teatre ønsker at spille for tomme sale, så der er ikke noget teatrene hellere vil end at nå endnu flere og åbne nye publikummers øjne for den høje kvalitet af teater, vi har over hele landet. Derfor spiller et publikumsudviklingsinitiativ som Applaus også en vigtig rolle, både i forhold til at give teatrene den nødvendige viden om publikums interesser og forståelse af teatret, og i høj grad bistå teatrene med konkrete redskaber til, hvordan de strategisk kan arbejde med publikumsudvikling og opnå indsigt i, hvilke tiltag og redskaber, der virker bedst i forhold til både fastholdelse og engagement af nye publikumsgrupper,” understreger hun. 

Hvor står Danmark?

Kigger man på Sverige og Norge, så har begge lande arbejdet organiseret på landsplan med publikumsudvikling i væsentlig længere tid end herhjemme. Men alligevel har danske teatre rykket sig et godt stykke, vurderer Lene Struck-Madsen:

”Da jeg første gang begyndte at arbejde med publikumsudvikling, brugte man i scenekunstbranchen meget tid på at diskutere, om man overhovedet skulle publikumsudvikle. Det gør man ikke i dag! Jeg kan mærke en stor opbakning fra både institutionsteatre, teaterforeninger og Det Frie Felt – så det er en samlet branche, som gerne vil forandringen,” forklarer hun.
En forsigtig konklusion kan være, at teatrene i Danmark har rykket sig, men at der stadig er plads til forbedringer, og Applaus’ første brancheundersøgelse viste da også, at selvom teatrene gerne ville publikumsudvikling, så efterlyste de fleste redskaber og viden om emnet.

Men hvilken type af publikumsudvikling er så kendetegnet for de danske teatre? Lene Struck-Madsen påpeger, at idéerne går i mange forskellige retninger, hvilket de kan se på landsplan og i de ansøgninger, der kom ind i forbindelse med deres Open Call. Det er for eksempel tydeligt, at flere teatre er begyndt at bruge talks, der tager fat i det tema, som forestillingen arbejder med og på den måde skaber en øget og måske også dybere oplevelse af besøget på teatret.

”Brancheundersøgelsen viste, at teatrene publikumsudvikler gennem samarbejder med skoler og erhvervsliv ved at skabe målgruppespecifikke forestillinger (f.eks. børneteater) og gennem specifikke kommunikations- og markedsføringstiltag,” påpeger Lene Struck-Madsen. 

Fremtiden for publikumsudvikling?

I Danmark er der ikke et permanent videnscenter for publikumsudvikling, som man ser andre steder i Norden, og det kan give udfordringer.
”Vi er meget inspirerede af den tilgang, de har haft i for eksempel Norge –  men publikumsudvikling er et langt og sejt træk, og det skal siges, at NPU (Norsk Publikumsutvikling) har eksisteret i næsten 10 år og været statsfinansieret, så de har haft et andet udgangspunkt,” påpeger Lene Struck-Madsen.

Derfor ser man heller ikke i dansk kontekst en årlig tilbagevendende prisuddelingsfest, hvor succesfulde publikumsudviklingsprojekter hyldes, som man for eksempel har det i Norge. 

”Vi kunne også have valgt at skabe en pris, men valgte i stedet at oprette vores Applaus Open Call, da det gav mulighed for at etablere et samarbejde med universiteterne omkring følgeforskning, som kunne være med til at undersøge, hvordan publikumsudvikling reelt virker, og udvikle nye redskaber til at nå nye målgrupper”, forklarer Lene Struck-Madsen.

Louise Stenstrup, Dansk Teater, påpeger, at vi i Danmark er startet i omvendt rækkefølge med at tale om publikumsudvikling.

”Udfordringen i Danmark er især, at der ikke på samme vis som i Norge og Sverige, eller bare som på andre dele af kulturområdet, eksisterer en tradition for at måle og samle publikumsstatistik i en ensartet database. I dag ved vi derfor kun meget lidt om vores eksisterende publikum, hvilket gør det vanskeligt reelt at tale om publikumsudvikling, da vi ikke har noget at måle det op imod, og derfor heller ikke reelt kan se eller dokumentere, om de tiltag der igangsættes, f.eks. for at nå nye målgrupper, reelt har en effekt. Vi burde derfor først have opbygget det basale statistiske vidensgrundlag om vores eksisterende publikum, så vi ved hvem, hvor ofte og hvordan teatrene anvendes, førend vi begyndte at tale om publikumsudvikling. Det er helt afgørende, at der i Danmark som hos vores naboer skabes en tradition for at registrere og opsamle viden om vores publikummer, før vi egentlig kan blive kloge på, hvilke tiltag og aktiviteter der i et publikumsudviklingsperspektiv egentlig virker og på hvem. Og den opgave kan Applaus ikke løfte alene,” understreger Louise Stenstrup.

Hertil svarer Lene Struck-Madsen: ”Applaus er et tidsbegrænset projekt, som afsluttes i 2021. Vi har derfor fået stillet en meget kort, men unik, mulighed til rådighed for at skabe en øget bevidsthed og viden om publikumsudvikling i scenekunstbranchen, samt værktøjer til at arbejde strategisk med det i teaterorganisationerne landet over. Publikumsudvikling er et arbejde, der ikke slutter, og jeg giver Louise Stenstrup helt ret i sin betragtning af behovet for et større statistisk vidensgrundlag. Hvis vi skal blive bedre til at publikumsudvikle, så kræver det, at vi bliver bedre til at indsamle viden om vores publikum, og bruger denne viden i publikumsarbejdet på teatrene.”

Men hvad skal der så til, for at Danmark og det danske teaterlandskab kan rykke videre i arbejdet med publikum. Louise Stenstrup mener, at det er et politisk ansvar at skabe de rigtige rammer:

”Politikerne stikker sig blår i øjnene, hvis de forestiller sig, at de med Applaus har løst teatrenes udfordringer med at nå flere publikummer. Det kan hverken Applaus eller teatrene gøre alene. Det kræver også ændringer af en række politisk betingede strukturelle vilkår, før det bliver muligt for teatrene at nå endnu flere borgere. Det kræver eksempelvis, at man i kommunerne åbner institutionerne op for hinanden, så teatrene får bedre adgang til skoler, daginstitutioner mv, som er afgørende for det tidlige møde med scenekunsten. Det kræver, at man nationalt såvel som kommunalt investerer i scenekunsten, så adgangen til teater ikke beror på geografisk ophav eller pengepungens størrelse. Desværre har vi de seneste mange år set en udvikling, hvor nogle af disse barrierer for at nå flere publikummer ikke er blevet mindre men derimod kun højere. Publikumsudvikling er derfor ikke kun teatrenes ansvar, men et delt ansvar og en fælles opgave mellem teatre, stat, kommuner og institutioner,” afslutter hun.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med iscene.dk