14. januar 2020

“Det er effektfuldt at tænke ud af boksen en gang imellem – og at bruge sit lokalmiljø.”

af Maja Munk Johansson

Haderslev Teaterforening og dennes bestyrelsesmedlem og markedsføringsansvarlig, Helene Sejr Atzen, har store planer – og udfordringer – når det kommer til teaterforeningens arbejde med publikumsudvikling.

Hvad er publikumsudvikling for jeres teaterforening?

Vi prøver at være på forskellige platforme for at ramme forskellige målgrupper. Og nej, en målgruppe kan ikke hedde ALLE, men vi er til stede der, hvor vores trofaste publikummer er.  Vi prøver desuden at forbedre os der, hvor vores, forhåbentlig, kommende publikum er; de sociale medier – Facebook og Instagram. Samtidig prøver vi at lave et program, der tiltrækker begge målgrupper. På sigt skal vi også til at inddrage vores publikum mere – ved simpelthen at spørge dem, hvad de tænker om os på godt og ondt.

Hvilke udfordringer er der særligt ved at arbejde med publikumsudvikling for teaterforeninger?

Tid og penge. Når man har et fuldtidsarbejde ved siden af, er det svært at give publikumsudviklingen det fokus, det kræver – uanset ens ambitioner på området. I og med, at vores teaterforening er frivillig og ikke får faste tilskud, kan der også være økonomiske barrierer for at udføre visse idéer.

Hvorfor er det vigtigt at tænke publikum ind i teaterforeningens arbejde?

Enormt vigtigt! Vi ville jo ikke være her, hvis det ikke var for dem. Da jeg første gang var på Teaterseminar, lod jeg mig nemt begejstre af de forskellige forestillinger – især de moderne. Men jeg lærte hurtigt, at selvom JEG blev begejstret, var det på ingen måder sikkert, at mit publikum ville blive det. Man skal huske at tage hensyn til sit faste publikum, samtidig med stille og roligt at indarbejde forestillinger, der er mere målrettet det publikum, vi ønsker (læs: det yngre publikum).

Hvad skal man gøre sig klart, inden man begynder at arbejde med publikumsudvikling?

DET TAGER TID! Og alle skal være enige om, hvad det er, vi vil og forstår ved publikumsudvikling, samt hvor mange ressourcer, der skal sættes af til det (både af tid og penge). Jeg fulgte kurset ’Social Media Advisor’ på IBC i Kolding og udarbejdede min afsluttende opgave om teaterforeningen. Jeg havde, og har stadig, STORE planer for Haderslev Teaterforening – men når jeg læser opgaven i dag, tænker jeg: Hvornår havde du egentligt tænkt dig, at det skulle kunne lade sig gøre?

Hvad har jeres teaterforening indtil videre fået ud af at arbejde med publikumsudvikling?

Vi bliver som sagt nødt til at tage hensyn til vores trofaste publikummer, men samtidig skal vi også tage chancer for at tiltrække nye publikummer. Det er effektfuldt at tænke ud af boksen en gang imellem – og at bruge sit lokalmiljø.

Vi i Haderslev Teaterforening har haft den lokale børnebilledskole til at male Picasso-inspirerede malerier som markedsføring for en Picasso forestilling. Vi tog også chancen og spillede en ungdomsforestilling i den lokale Streetdome (skaterpark). Sidst nævnte var desværre ikke så positiv en oplevelse, da planen om fælles markedsføring for forestillingen faldt til jorden og derfor ikke ramte den ønskede målgruppe godt nok, men så lærte vi af dén erfaring. Vi har desuden forsøgt at sende breve ud til personaleforeninger med forestillinger, vi tænkte kunne være relevante for deres medarbejdere – eller som et alternativt forslag til en social begivenhed. Et samarbejde med den lokale Ældresagen forening viste sig at være meget givtigt. Vi har tilbudt dem en rabatordning, og de annoncerer for de udvalgte forestillinger på alle deres platforme.

FAKTA

Haderslev Teaterforening viser en række forskellige forestillinger, som alle vises i Kulturhus Harmonien. Haderslev Teaterforening blev grundlagt i september 1923, og har siden tilbudt professionel scenekunst af høj kvalitet.

Helene Sejr Atzen har været frivillig bestyrelsesmedlem og kommunikations-og markedsføringsmedarbejder siden 2014.

 

Nyheder fra applaus i din indbakke

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg Applaus