Ifølge teaterleder Christine Worre Kann er Teatergrad udsprunget af et ønske om publikumsudvikling eller rettere teaterudvikling. ”Vi bruger de steder i byen, som egner sig til teater, og opsøger publikum, der hvor de er, i stedet for at kæmpe med at tvinge dem ind i teaterbygningen. Det betyder dog ikke, at vi kun laver forestillinger for det ikke-vante teaterpublikum, men for mange forskellige målgrupper med meget forskellige interesser.”

Måden, hvor på Teatergrad arbejder med målgrupper, er ikke i forhold til fx alderssegmenter, køn eller etnicitet alene. Men det er et samspil mellem forestillingens tematik, (by)rummet og publikum. Den model bruger Teatergrad i udviklingen af alle deres forestillinger. ”På den måde er publikumsudvikling en grundlæggende ting i alt det, vi laver, og vi går altid undersøgende til værks i forhold til den publikumsgruppe, vi arbejder med,” understreger Christine Worre Kann.

Teatergrad arbejder også med samarbejdspartnere, som både fungerer som gatekeepere til et fællesskab eller som bidrager med information og viden om en bestemt målgruppe eller tematikken. Tidligere har Teatergrad fx samarbejdet med Røde Kors, og de samarbejder nu med DANNERhuset og Dansk Arbejdsgiverforening. ”Vi har et dogme, som er, at vi altid skal finde en samarbejdspartner til vores forestillinger. Det er en måde, hvor vi kan nå vores publikum på en ny måde. En samarbejdspartner kan fx give os faktuel viden eller åbne dørene til andre typer kulturbrugere, som har et interessefelt mellem dem og os.”

Kunstnerisk frihed eller publikumsudvikling?

Christine Worre Kann afviser at se kunstnerisk frihed som en modsætning til publikumsudvikling. Som hun forklarer: ”I forhold til publikumsudvikling, så er man nødt til at give publikum det, de gerne vil have og så lige lidt mere. Det handler om at ramme publikum og tilbyde dem nye perspektiver, det handler ikke om at lefle eller please. Jeg synes, vi har 100 % kunstnerisk frihed. Men der er selvfølgelig rammer, når vi arbejder med publikum på den måde, vi gør. Men alle teatre har jo nogle rammer, som forestillingerne skal passe inden for, om det er scenens størrelse, budget eller hvilke datoer forestillingerne skal spille… der er rammer for alting, men jeg oplever ikke, at det har betydning for vores kunstneriske frihed.”

Den største udfordring, Teatergrad oplever med deres publikumsorienterede arbejdsform, handler om bæredygtighed. Som Christine Worre Kann siger: ”Det er ressourcekrævende at skulle starte forfra med formidling og samarbejde med en ny publikumsgruppe hver eneste gang, som vi gør. Vi har endnu ikke knækket den nød, men vi arbejder på at gøre det”.