”Jeg bryder mig ikke om ordet publikumsudvikling” lød det kontant fra Lene Juul Langballe, formidlingsansvarlig på Den Jyske Opera, da hun for blot et år siden udtalte sig om begrebet i et interview til publikumsudviklingsprojektet Applaus.

”For alt det vi laver, er udviklingsarbejde af kunsten, organisationen, af relationen (…) så det er langt mere og andet end at udvikle publikum”, uddybede Lene Juul Langballe, der i stedet holdt på betegnelsen ”Publikumsomhu”. 

Som formidlingsansvarlig på Den Jyske Opera tager Lene Juul Langballe det overordnede ansvar for operaens mange forskelligartede publikumsindsatser. Hun er tidligere nomineret til prisen som ‘Årets Ildsjæl’ i forbindelse med P2 Prisen 2017 for sit arbejde med børn og unge, og hun ved i den grad, hvad hun taler om, når hun snakker om formidling og udvikling til mange forskellige målgrupper.

Men meget er ændret på kort tid og Lene Juul Langballe har fået et nyt blik på publikumsudvikling: ”Folks kulturvaner har ændret sig drastisk på kort tid. Der er så mange kulturtilbud i dag, og mange forekommer digitalt. Der er en kæmpe udfordring i at fange hinandens opmærksomhed. Vi skal være skarpe i første hug og agere langt mere målrettet end for blot få år siden. Så udfordringen er hvordan vi gør det. Og i den optik er der grund til at pege på publikumsudvikling, fordi vi kan få en sprogliggørelse af de parametre og perspektiver, man kan arbejde med i feltet mellem kunst og publikum. Så hvordan gør vi det? Det mener jeg, publikumsudvikling kan styrke os til, sammen med resten af organisationen, at blive skarpere på.”

Lene Juul Langballe
Lene Juul Langballe. Foto: Kåre Viemose


Søren Friis Møller, der til dagligt bl.a. er ekstern lektor på CBS og underviser i strategi, ledelse og publikumsudvikling kender til udfordringerne inden for området, og siger: ’publikumsudvikling er kommet for at blive, for opmærksomhedsøkonomien ændrer fuldstændig præmissen for vores arbejde – det gælder ikke bare på teatrene, men på alle kulturinstitutioner.

Det handler grundlæggende om, at der bare er en overflod af udbydere, der gerne vil have vores opmærksomhed – og vi kan som kulturforbrugere og interesserede vælge og vrage mellem et ubegrænset udbud af indhold, der imødekommer vores præferencer, vores smag, vores behov for identitetsskabelse og vores kulturelle særkender. Derfor er vi nødt til at arbejde med publikumsudvikling – og det handler ikke om at opgive den kunstneriske nerve og skabertrang, men om at kende og forstå vores nuværende publikum, og ikke mindst om at forholde os til de store grupper i vores samfund, der i dag ikke bruger teatrene. Vi må forstå dem bedre, og blive bedre til at fange deres opmærksomhed – ellers bliver de hængende på deres Netflix-abonnement. Meget af dette arbejder forudsætter, at vi bliver bedre til at anvende de store mængder af data, som vi allerede har til rådighed via billetsalget.

En anden stor udfordring er, at ’betalingsmurene’ på kulturområdet står, hvor de har stået siden Romantikken – vi sælger billetter, får offentlig støtte, har lidt barsalg og får nogle sponsorater og fondsstøtte. Alt det er godt, men vi er udfordret af, at konkurrenterne i opmærksomhedsøkonomien har flyttet betalingsmurene derhen, hvor betalingsvilligheden er – så det er gratis at opleve kunstnerisk indhold, når jeg har lyst til det – for jeg har betalt ad andre kanaler, fx via abonnement eller reklamer, eller fordi, jeg gerne vil støtte en bestemt sag, fx økologi, klimadagsordner eller dyrebeskyttelse. Og endelig ser det også ud til, at vi i for høj grad har individualiseret den scenekunstneriske oplevelse – i en tid, hvor vi alle mere eller mindre desperat søger fællesskaber.” 

En integreret del af organisation og repertoire

På Den Jyske Opera arbejdes der målrettet med publikumsudviklingen, der er ved at blive en integreret del af organisationens samlede arbejde og i repertoiret, som Lene Juul Langballe fortæller:

”Ambitionen med vores publikumsudvikling, er at opnå en større intern idiomatisk forståelse og blive mere klar på hvem som varetager hvilke opgaver i publikumsudviklingen. 

Derudover integrerer vi publikumsudvikling i vores repertoireplanlægning, og har helt andre produkter nu end tidligere. Fx arbejder vi på forestillingen En tone i livet, der lidt i tråd med borgerscenen, inddrager almindelige sangglade borgere og bruger deres historier i fortællingen. De står selv på scenen i skikkelse af et borgerkor og skaber sammen med aktører fra ungdomstalentprogrammet Talent U forestillingen, der akkompagneres af Aarhus Jazzorkester.” 

Søren Friis Møller
Søren Friis Møller. Foto: Sophie Bech


Spørger man Søren Friis Møller, er det altid en go ide at inddrage publikumsudvikling i repertoiret, men måske kan mindre småjusteringer også fremme publikumsudviklingen: 

”Repertoireplanlægning begynder jo næsten altid med lysten til at lave en bestemt forestilling eller arbejde med og undersøge et bestemt tema, en person osv. Det er sjældent, det begynder med, at vi gerne vil have en bestemt gruppe af mennesker i teatret. Så langt er det måske heller ikke nødvendigt at gå, men spørgsmålet om, hvem der skal se forestillingen, skal nok endnu længere ind i det kunstneriske maskinrum. Måske er det nogle gange bare mindre ændringer, der gør en bestemt forestilling tilgængelig og interessant for flere? Fx har streamingtjenesterne jo for længst fundet ud af, at hvis de placerer etniske og andre minoriteter i centrale roller, så når de let nye publikumsgrupper ad den vej. Og det er nemt for dem, for der er ikke så mange andre tilbud til dem. Vi klumper os sammen med dem, der ligner os selv, også nogle gange uden at tænke over det. Men samtidigt overser vi, at ikke alle ligner os, har de samme værdier, den samme farve, de samme præferencer osv. Hvis vi vil have nogle af dem, der ikke ligner os selv til at komme i teatrene endnu oftere, må vi nok både lære at forstå dem bedre, men nok også sørge for, at de kan spejle sig selv i repertoiret.” 

Operagenren særlig i forhold til publikumsudvikling

Udover repertoiret, er der også stor forskel på, hvordan publikumsudvikling kan understøtte og udvikle de forskellige scenekunstarter, som Lene Juul Langballe forklarer: 

”Det er helt klart, at vi med operagenren har en helt særlig grund til at arbejde med kunstudvikling – fordi opera er mindre kendt og mindre mainstream end så meget andet musik og teater. 

Vi arbejder på at skabe relevans for publikum, både i de operaer, vi iscenesætter, i måden vi iscenesætter dem på – og i formidlingen af dem. Vi arbejder os ind i hjertet af operaen, og forsøger at formidle fra feltet af musik og ord. Vi taler følelsernes sprog og er derfor meget auditive og visuelle i vores formidling.”

Spørger man Søren Friis Møller, hvordan operaen skal skabe relevans for de fleste, er der flere bud, og det handler en del om økonomi:  ”Jeg ved, det er hammersvært! Men sådan har det jo ikke altid været – I Romantikken var operaen en folkelig kunstform, i Italien ligefrem en folkelig bevægelse, og indtil langt op i 1970’erne kom de fleste store sangere fra meget beskedne kår.  Derfor var der et stærkt bånd mellem operaen som kunstform og den brede offentlighed, for hvem operaen var en fest, en livsdrøm, en revolution eller bare en bekendt fra barndommen. Jeg er selv indædt operafanatiker siden jeg var helt ung. Der er jo en masse koder, man skal kende, og hvem gider betale for en billet til noget, man ikke forstår og føler sig dum til?”

Med nye kulturvaner hos brugerne, Corona-restriktioner og sparerunder hos scenekunsten sættes baren til publikumsformidling og -udvikling endnu et hak op. Men de redskaber, der findes i en fælles forståelse af feltet af publikumsudvikling, kan måske være nøglen til at få løst op for nogle af de udfordringer der er og som kan rykke de eksisterende parametre, der gør, at nye publikum finder vej til scenekunsten. 

I SCENE logo

Artiklen er udarbejdet af Iscene.dk og udgivet i et mediesamarbejde med
Applaus.