Fra En Skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret. Foto: Emilia Therese

18. maj 2020

Kan teatret skabe nye fællesskaber?

af Lene Grønborg Poulsen for ISCENE.dk

Hvad betyder det sociale aspekt for teateroplevelsen? Og kan teatrene arbejde med det rum, publikum træder ind i, så der opstår en ny samhørighed? Betty Nansen Teatret og Teater Momentum har arbejdet med to forskellige tilgange, som vi har bedt en adfærdsforsker forholde sig til her.


To kvinder står foran scenen på Betty Nansen Teatret. De er, som det resterende publikum, iført badekåbe, og om lidt skal de sammen se forestillingen En Skærsommernatsdrøm, der på mange måder handler om kontroltab. Og et af de største kontroltab er vel for mange at skulle stille sig fuldstændig nøgen til skue foran en flok vildt fremmede mennesker. Hvem har egentlig lyst til det?

På Betty Nansen har de imidlertid fundet på den gale eller geniale tanke, at publikum sammen denne aften skal se forestillingen splitterravende nøgne. Det hele er et eksperiment, der skal undersøge, om der mon opstår en særlig sårbarhed eller fællesskabsfølelse i rummet. Det er en lille modig skare på ca. 170 mennesker, der denne aften tæller ned sammen med de to kvinder, Eva Præstiin, teaterdirektør og producent samt Elisa Kragerup, teaterdirektør og kunstnerisk leder. Da de når tallet tre smider alle badekåben og sætter sig tilrette i stolene.

Fra konceptet Nøgen på Betty.

Scenekunsten er social

Applaus udgav tilbage i januar en brugerundersøgelse under titlen ’Perspektiver på publikum’. Den viste, at for størstedelen af danskerne, er scenekunstoplevelser en social aktivitet. Flest tager i teatret med deres partnere, men en stor andel ser også teater med deres venner eller børn. Hele 56% er afsted med deres partner, mens 46 % er afsted med venner. Samtidig pegede undersøgelsen også på, at flere mangler nogen at gå i teatret med, og derfor kommer de faktisk ikke sted. Så teatret har et klart socialt potentiale.

De fleste teatergængere kender fornemmelsen af, at man oplever et fællesskab i salen. Men hvordan får man den oplevelse til at vare i længere tid?

Den nød ser de ud til at have knækket på Teater Momentum i Odense, hvor teaterleder Marianne Klints strategi fra første dag i chefstolen har været klar:

”At teatret også skulle være et socialt sted, var det første jeg overhovedet besluttede. Jeg observerede en adfærd, hvor folk styrede ud af huset efter en forestilling, og så stod de ude på gaden og diskuterede, hvor de skulle tage en øl henne, selvom vi havde en fin café. At gå mod udgangen efter en teaterforestilling er helt normal teateradfærd, og nogle steder bliver man nærmest sluset ud med det samme, men vi ville gerne gøre det anderledes og skabe en forlænget teateroplevelse her i huset,” forklarer hun.

Og måden at gribe det an på i Odense krævede et skift i mind-set hos både publikum og personale:

”Vores forhus-personale skulle have en helt anden opførsel og opfordre folk til at blive hængende, når forestillingen er færdig. Vi har tit en aftertalk, jazz eller andet på programmet, men det er ikke et krav, at folk skal blive til det hele. Hver aften har vi åbent i baren til kl. 2, hvis der er gæster til det. Og så kommer skuespillerne ud og hænger i baren bagefter og snakker med gæsterne. Det giver en helt særlig stemning,” understreger Marianne Klint.

Teaterleder på Teater Momentum, Marianne Klint. Foto: Jacob Stage

Og netop den intime stemning og mulighed for også at komme ”behind the scene” ser hun som én af de væsentligste grunde til, at det er lykkedes Teater Momentum at få stor succes med deres årskort.

”Vores publikum er meget trofast og oplever Momentum som deres teater. Det giver os den fordel, at vi også kan tage flere chancer i vores repertoire, fordi folk kommer til alle forestillingerne,” påpeger hun.

Vender vi blikket tilbage til det nøgne publikum på Betty Nansen, så oplevede publikum faktisk et større fællesskab den aften end ellers. Det påpeger Eva Præstiin, teaterdirektør og producent:

”Der var i højere grad mange, der oplevede en særlig samhørighed den aften, lød meldingen bagefter. Man var måske lidt mere sårbar, fordi man havde stillet sig selv til rådighed. Vi havde også lavet et forbud mod mobiltelefoner, så det betød også, at du ikke kunne stå i pausen og kigge på din telefon,” forklarer hun og fortsætter:

”Eksperimentet har bevirket, at vi er blevet mere bevidste om, at en særlig oplevelse kan binde os sammen, og vi tør nu gå lidt længere sammen med publikum. Der opstår jo egentlig altid et fællesskab i en teatersal, når du oplever, at du giver slip på dig selv følelsesmæssigt, eller når du lader dig rive med i en kollektiv latterbølge. På den måde er vi blevet bekræftet i, at teatrets rum kan skabe en stærk oplevelse af fællesskab – også med fremmede mennesker,” understreger hun.

Elisa Kragerup og Eva Præstiin. Foto: Cathrine Zorn

Fællesskaber har de også lavet i klubben ”Vores Betty”, hvor særligt interesserede kan modtage et fast nyhedsbrev samt blive inviteret til åbent hus og ind i teatrets prøverum. Her bliver publikum også delvist involveret i skabelsen af kunsten, når et prøvepublikum inviteres ind for at teste en forestilling og deltage i en snak bagefter.

Kan man nudge et teaterpublikum?

På Roskilde Universitet sidder Pelle Guldborg Hansen, som er Ph.D. og adfærdsforsker med fokus på nudging. Og måske kan man bruge hans forskning til at blive klogere på teatrets sociale potentiale? Først er det dog essentielt at forstå begrebet nudge, påpeger han.

”De sidste 30-40 år er man begyndt at bliver klogere på, at vores adfærd påvirkes af en lang række psykologiske faktorer. Nudging er videnskaben om, hvordan man gør det her, og hvilke tangenter man kan spille på. Mange vil genkende det fra marketing, hvor der som eksempel kan være stor psykologisk forskel på, om noget koster 9.95 eller 10 kr., eller man kan indrette et supermarked strategisk, så folk er hyppigere til at købe bestemte varer,” påpeger Pelle Guldborg Hansen.

Han forklarer desuden, at den hurtigst vej til social aktivitet opstår, når man beder folk bidrage med en reel handling. Som når du er til et middagsselskab, og du bliver bedt om at lave salaten eller dække bordet. På den måde opstår der en naturlig interaktion.

Ph.D. og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen.

”I forhold til at gå nøgen i teatret, så kan man måske nærmere sammenligne det med en ekstrem oplevelse som at springe i faldskærm, fordi man bryder nogle grænser sammen. Det kan hurtigt skabe en følelse af fællesskab, men man bliver nok også nødt til at sige, at det der med at gå nøgen i teatret, det vil være for de få. Så i det store perspektiv rykker det nok ikke noget for en bred målgruppe,” vurderer han.

Ser man på Teater Momentums model, og egentlig også konceptet med klubben ”Vores Betty”, så bliver publikum reelt inviteret ind i en form for fællesskab.

Pelle Guldborg Hansen påpeger, at teatrene måske endda godt kunne gå længere endnu og bede publikum om at ”hjælpe til” og derved blive en del af processen:

”Jeg har ikke det geniale svar på hvordan, og der er selvfølgelig mange veje at gå i det her perspektiv. Men forestil dig at du i forbindelse med en teaterforestilling bliver mødt af en medarbejder, som beder dig om at bære stole eller bænke ind i salen. Eller at du aktivt deltager i at lave et måltid mad inden forestillingen”, forklarer han.

Fællesskab på flere meters afstand – hvordan?

Teatrene er på vej mod en genåbning, og der kan være flere ting at overveje i forhold til at skabe fællesskaber i teatermørket i den nye virkelighed:
”Pt. overvejer mange, hvordan de får folk til helt generelt at holde afstand og spritte hænder. Men teatrenes udfordring bliver også, hvordan man skaber den gode stemning i salen, hvis der kun sidder folk på hvert tredje sæde. Det skal jo helst ikke føles som en akademisk konference. Når der er færre i salen, vil det være sværere for dem at aktivere hinanden, så man skal nok tænke i, hvordan man går ind og leverer det samme produkt med den samme effekt. Måske vil det tage længere tid, før hele salen griner samlet eller bliver grebet af en fælles følelse”, påpeger han.

Og hvordan imødekommer man så den udfordring?
”Vi ved fra neuro- og kognitionsforskningen, at det helt enkelt skaber en fællesskabsfølelse, når man gør noget i takt. Så det handler om at finde tricks, der accelerer stemningen – om det så er noget med reelt at varme folk op, få dem til at synge eller klappe i takt. Jeg tror, at den nye virkelighed vil kræve, at teatrene bliver en mere aktiv vært, der tager ansvar for stemningen, allerede når folk ankommer,” afslutter han.

Artiklen er udarbejdet af Iscene.dk og udgivet i et mediesamarbejde med
Applaus.

Nyheder fra applaus i din indbakke

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg Applaus