Det sociale medielandskab i dag

Sociale medier er gået fra at handle om communities (synliggørelse af dit netværk) til at blive deciderede indholdsmedier.

Indhold eller content er ikke nyt, det har blot fået nye klæder, og er blevet det bærende element på sociale medier. Det handler kort sagt om at lave godt indhold til den rette målgruppe. Det kan være visuelt med billeder og video, tale med podcasts, skriftligt med f.eks. holdninger, information, statements el. events osv.

Algoritmerne på de sociale medier ændrer sig løbende. Det betyder, at rækkevidden for dit indhold kan variere meget. Det gælder også for dit betalte indhold (når du booster dit indhold eller laver annoncer). Derfor skal det være din strategi, som er det bærende for din tilstedeværelse på sociale medier.

I dag bliver personer prioriteret højere end brands el. organisationer i algoritmerne på f.eks. Facebook og Instagram. Det skyldes at medierne gerne vil fremme den sociale interaktion frem for markedsføring. Det betyder, at indhold delt af personer når længere ud end indhold delt af brands el. organisationer.

Det er derfor blevet sværere at få folk til at ”lytte” til brands og organisationer, og der er stor kamp om opmærksomheden på de sociale medier.

Derfor skal du ikke prioritere interaktion eller antallet af følgere på din side, men derimod hvad din indsats kan gøre for din forretningsværdi. Hvis du rammer de rigtige personer, og får dem til at interagere med dit indhold (f.eks. generere trafik til dit billetsalg eller se din video), så er det fint, at det måske kun er få personer – bare det er de rigtige. Dette bringer os frem til spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge de digitale kanaler til at understøtte vores kommunikation? Og hvordan kan vi hjælpe folk til at kommunikere om os og med os?
Det ser vi nærmere på i næste afsnit om social medie strategi.

Det første udkast til en social mediestrategi og mapping af målgruppe

Din SoMe-strategi, skal fungere som en del af din kommunikationsstrategi, der skal understøtte din forretningsstrategi.

For at kunne udarbejde en SoMe-strategi, der rent faktisk skaber værdi for din organisation, bliver du således nødt til at tage afsæt i din forretnings- og kommunikationsstrategi. De afklarer nemlig:

Hvad er jeres overordnede formål?
Hvem er jeres målgruppe?
Gennem hvilke kanaler når vi dem, og hvad vil vi gerne have dem til at synes/gøre?

Følgende er en grovskitse til formulering af en strategi for Sociale Medier, som du kan udfylde, der hvor du står, og med de ressourcer du har til rådighed.

Din overordnede målsætning

Inden du går i gang med at formulere din SoMe Strategi, så tjek op med den overordnede strategi eller forretningsstrategi for jeres kompagni eller teater. Har I ikke formuleret en, så overvej og svar på følgende:

Hvad er din organisations overordnede målsætning med jeres kunstneriske aktiviteter?
Hvorfor laver du/I scenekunst? Hvad er det, som I gerne vil give publikum?

Mapping af målgruppe

Herfra går du videre til jeres kommunikationsstrategi – herunder særligt mapping af din(e) målgruppe(r). Den handler basalt om at afklare, hvem I vil nå og hvad I vil have dem til at synes el. gøre. Hvis ikke I har en kommunikationsstrategi så overvej og svar på følgende i forhold til jeres målgruppe:

Hvem er målgruppen el. målgrupper for jeres kunstneriske aktiviteter?
Hvem er jeres stakeholders? F.eks. fonde, samarbejdspartnere
Hvem er jeres interessenter? F.eks. samarbejdspartner, organisationer, politikere, institutioner


Overvej herefter:
Hvordan indfrier jeres målgruppe jeres målsætninger – hvad vil vi gerne have, at de skal gøre?
Hvilke kanaler er de tilstede på? LinkedIn, Facebook eller Snapchat? Hvad har du at tilbyde den målgruppe helt konkret – for at de kan indfri vores målsætninger?


Med disse overvejelser i baghovedet er du klar til at skitsere din SoMe strategi.Nu kan du nemlig definere jeres målsætning og delmål for jeres indsats på sociale medier. Herunder en oversigt over de kanaler I bruger, hvilke målgrupper de henvender sig til, og hvordan I henvender jer til dem.

4 gode råd til dit arbejde med en SoMe strategi

1: Kend dine kanaler og dine målgruppe. Personligt indhold vinder over brandet indhold, da algoritmerne på Facebook følger mennesker. Tænk derfor ud over jeres organisations officielle SoMe profil.  Aktiver medarbejdere, skuespillere eller f.eks. bestyrelsesmedlemmer:
Kan jeres kunstneriske leder eller bestyrelsesmedlemmer f.eks. være aktive på LinkedIn eller Facebook i kulturdebatten? Kan du bruge de performere eller skuespillere, som I har tilknyttet som kanaler?

2: Tænk mål og målgrupperne frem for kanaler – det er dét, som definerer hvordan vi skal skabe fortællingerne og hvor vi skal lægge dem ud.

3: Fokuser i din SoMe strategi på den værdi jeres indsats giver på sociale medier i stedet for det enkelte produkt/ den enkelte forestilling. Konkretiser hvordan I kan skabe værdi for jeres målgruppe på de sociale medier.

4: Husk, at en strategi KUN virker, når den enkelte medarbejder kan formulere, hvad de skal gøre for at opnå de mål, som er sat. Dvs. den skal være så konkret som mulig.

Læg en SoMe strategi er et sammendrag fra kurset ‘Læg en SoMe strategi, der rent faktisk skaber værdi for din organisation’ med underviser Julia Vollertsen afholdt d. 4. november 2021. Kurset blev arrangeret i samarbejde med Udviklingsplatformen og Dansk Teater.