Der er højt til himlen og stort udsyn i det Sønderjylland, der siden 2014 har været teaterchef Nikolaj Minekas lokalområde. Som teaterchef for egnsteateret, Teatret Møllen, i Haderslev, har han opdaget, at potentialet for at skabe en nær kontakt til publikum og desuden nå ud til flere publikumsgrupper, i ganske høj grad er til stede i en af de yderste egne af Danmark. Alene det faktum at folk er tosprogede og navigerer flydende på både dansk og tysk, åbner for mange muligheder kunstnerisk såvel som publikumsmæssigt.

Særegne egne giver lokale teatre kant

“Vi arbejder meget med den lokale forankring, både vores forankring i Sønderjylland, men også Sønderjyllands forankring i Teatret Møllen. Altså; hvordan kan vi udnytte, at vi ligger et ret unikt sted i landet og hvordan den geografis særkende bruges? Kan vi for eksempel bruge det sønderjyske sprog i vores forestillinger, kan vi bruge den sønderjyske historie, kan vi bruge hele vores relation til Tyskland? Vi har også et dansk mindretal i Tyskland, som ligger mindre end fyrre minutter fra os – hvordan kan vi tænke det ind?”, spørger Nikolaj Mineka og svarer selv, at det blandt andet handler om hele tiden at være nærværende og til stede:

“Der har vi gjort meget ud af hele tiden at have en dialog med borgerne i Sønderjylland og Nordslesvig netop for at finde ud af, hvordan vi kan forankre os mere i Sønderjylland, men også for at finde ud af, hvordan Sønderjylland kan gøre, at vi kan adskille os fra alle de andre (danske red.) teatre.”

Tosproget Shakespeare og Lars Norén på sønderjysk

Teatret Møllen har både lavet forestillinger, der er crowd-sourcede, altså hvor forestillingen er bygget op af borgernes lokale historier, men har også brugt den lokale dialekt eller skiftet mellem dansk og tysk i stykker, der egentlig er forfattet i ét sprog:

“Vi har lavet en Lars Norén-forestilling på sønderjysk (‘Mod til at dræbe’, red.), hvor vi arbejder med blandingen af sproget. I den forestilling gav det god menig, at faren og sønnen snakkede sønderjysk, og når så sønnens kæreste fra København kom, kunne de slå over i rigsdansk og have hende med i samtalen. Men de kunne også vælge at udelukke hende fra samtalen ved at snakke sønderjysk, når hun var der. På den måde bruger vi noget, der er specielt for vores område, og vi bruger det i en forestilling, som vi også kunne spille i København,” siger Mineka og tilføjer, at det giver forestillingen noget unikt:

“Vi giver noget til den forestilling, som det ikke ville give mening, at andre teatre i landet gjorde.”

Det, at Teatret Møllen har valgt at spille på dialekt, har for det første gjort, at de har solgt bedre i Sønderjylland og at forestillingen har fået meget mere omtale. Derudover kan Nikolaj Mineka mærke, at forestillingen også har bidraget til en lokal stolthed:

“Folk er skide stolte af det – også dem, som ikke kommer ind og ser forestillingen. Den har også fået mere værdi rundt omkring i landet, fordi vi laver den på en måde, som man ellers ikke har set før.”

Mod til at dræbe, Teatret Møllen
“Mod til at dræbe”, Teatret Møllen. Foto: Søren Hasselgaard Skaaning

Et andet eksempel, han nævner, er Teatret Møllens opsætning af ‘Romeo og Julie’, som spilles på både dansk og tysk. I Teatret Møllens version er Romeos familie dansk og Julies tysk, fortæller han:

“Det giver god mening i vores område. Vi har et cast, der består af halvt tyske og halvt danske skuespillere, og så spiller vi på dansk og tysk. Forestillingen er ikke tekstet, fordi alle i vores område forstår både tysk og dansk. Og samtidig kan man også sige, at for de, der ikke kan det andet sprog, gør det bare pointen om Romeo og Julie meget tydeligere. Igen vælger vi at bruge noget lokalt til at lave en forestilling, der får den til at skille sig ud.”

Kunstnerisk kvalitet gør os konkurrencedygtige

For Nikolaj Mineka er det væsentligt, at forestillingerne har en høj kunstnerisk kvalitet, for det gør, at teatrets produktioner både skaber værdi lokalt og samtidig konkurrere med landets andre teatre. Af samme grund ser han ikke en modsætning mellem publikumsudvikling og kunstnerisk integritet, tværtimod hænger de to ting sammen. På Teatret Møllen forsøger man på mange forskellige måder at skabe kontakt til og med publikum, både ved fysisk fremmøde men også gennem sociale medier:

“Vi arbejder på flere forskellige fronter. Overordnet handler det om formidlingen – hvordan vi kontakter forskellige publikumsgrupper, så vi ikke bare er til stede på en platform, men i stedet prøver at kontakte vores publikum på forskellige måder, afhængigt af hvad det er for en gruppe, vi gerne vil nå.”

Sociale medier slår ikke sociale møder

Nikolaj Mineka er ikke et sekund i tvivl om, at det til hver en tid giver mere i hans lokalområde at møde op fysisk end det gør at lave kampagner på sociale medier – selvom det også er en del af Teatret Møllens strategi. Det digitale slår ikke det menneskelige møde, mener han:

“Vi har lige lavet en stor undersøgelse om det sønderjyske særkende, og hvordan vi kan bruge det i kunsten. Der tog vi rundt til folk og mødte dem, hvor de var. Vi var på et gymnasium – og vi var på Servietfoldelauget, som ikke folder servietter: Det er en flok mænd, der drikker snaps. Vi tog ud til et menighedsråd og til en lokal bager. Så tager vi ud til det sted, hvor vi gerne vil have folk i tale.”

Generelt har egnsteateret et meget trofast publikum, faktisk så trofast, at det kan blive et problem, hvis man som Teatret Møllen gerne vil nå nye målgrupper:

“Vores problem er, at vi kun har 100 pladser i salen, og så har vi en relativ stor, trofast publikumsskare. Jeg har arbejdet på at købe færre titler, men til gengæld maxe op på antallet af forestillinger. Før min tid spillede teateret måske fem gange hjemme med vores egne produktioner, hvor vi nu spiller ti eller femten gange. Og der er stadig udsolgt. Så en af mine udfordringer er at finde flere stole,” siger Mineka.

Dansk teater skal tilstræbe større diversitet

Og selvom Nikolaj Mineka har udsolgte forestillinger og et teater, som er elsket af de lokale, understreger han nødvendigheden af at få mere diversitet i dansk teater både på scenen og på publikumsrækkerne:

“Der er så lidt diversitet i de historier, vi ser på scenerne, men i virkeligheden også i de skuespillere vi ser på scenerne. Det, synes jeg, er et kæmpe problem, som vi bliver nødt til at tage seriøst. Det er helt indlysende, at danskere med anden etnisk baggrund har brug for at se nogle idoler på scenerne, hvis vi skal have dem i teateret,” siger Mineka og påpeger, at det er en opgave, der i høj grad ligger hos de uddannelsesinstitutioner, der skaber fremtidens scenekunstnere.

Han mener, at scenekunsten generelt skal turde rykke sig og i højere grad tilstræbe at spejle den samtid, det er en del af – lokalt og globalt. Dét er et af scenekunstens ædle formål:

“Scenekunsten skal begynde at vise samfundet, som det egentlig ser ud – men også som vi vil have, at det skal se ud i fremtiden.”

Om interviewet

Interviewet er en del af rapporten Publikumsudvikling i dansk scenekunst 2021, der præsenterer resultaterne af en brancheundersøgelse, der kortlægger den danske scenekunstbranches publikumsudviklingsarbejde med data fra 2020.

Foto: Søren Hasselgaard Skaaning