29. august 2022

UDSOLGT! Netværksmøde: Bag om kunststøtten: Fondenes rolle i det danske kulturliv

af Simone Zwicky

Fondene har i mange år støttet kunsten. Både den offentligt støttede kultur, men også den kunst, der ikke kan finde støtte andre steder. De har på den måde været en vigtig medspiller i at skabe et mangfoldigt kunst- og kulturliv i Danmark.

Flere fonde begynder at lave længerevarende samarbejder med kulturinstitutioner og kunstnere, der har fokus på dialog, udvikling og aktivt engagement. Applaus spørger fondene, hvad de nye strategier handler om og hvilke konsekvenser, det vil få i fremtiden?

Vi stiller spørgsmålene: Hvilke kunststrategier har fondene? Hvad vil fondene med kunsten? Og hvilke ønsker har kunstfeltet til fondene?

Dato: Torsdag d. 29. september, 2022.

Tid: kl. 16:00 – 17:30

Sted: Teater V, København.

Billetter UDSOLGT! Se link herunder for livestream.

Eventet bliver livestreamet via Zoom på dagen torsdag 29. september 2022 fra kl.16:00.

Paneldeltagerne er Mette Marcus fra Bikubenfonden, Gitta Malling fra Statens Kunstfond og Frank Rechendorff Møller fra Augustinus Fonden.

Panelet er modereret af Lene Struck-Madsen, leder af Applaus, som vil sikre en afslappet stemning med masser af mulighed for dialog mellem deltagerne og de inviterede forløb.

Applaus’ netværksmøder præsenteres i samarbejde med Dansk Kulturliv, som er en alliance mellem flere af kulturlivets branche- og interesseorganisationer. Dansk Kulturliv tæller i dag tilsammen mere end 1000 kulturinstitutioner, -virksomheder og -foreninger i Danmark, der sammenlagt har over 60 millioner publikummer.

Om paneldeltagerne:

Gitta Malling er født 1966 i Rødovre, student fra Sønderborg Statsgymnasium. Hun er uddannet i skuespil og teaterinstruktionpå på L’Ecole Philippe Gaulier i London og v. skuespiller Natasja Kavtaradze, specialiseret i Stanislawski. Har siden 1992 været freelance instruktør. Fra 2001 har Gitta været direktør for Limfjordsteatret, som har scenekunsthuse i både Thisted og Morsø kommuner. Hun er ydermere udpeget som bestyrelsesleder for Statens Kunstfond af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen fra januar 2022 og derudover også udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Gitta var fra 2011 – 2016 formand for TIO (Teatrenes interesseorganisation). Har siddet i flere bestyrelser for blandt andet Københavns Teater, Teatercentrum, Horsens Dramaturgiat og Udviklingsplatformen for Scenekunst.

Mette Marcus er direktør i Bikubenfonden med ansvar for kunstområdet. På kunstområdet fokuserer Bikubenfonden på scene- og billedkunst og bistår kunstinstitutioner med at gå nye veje gennem partnerskaber og udvikling. Bikubenfonden ønsker at udvikle og afprøve nyskabende idéer, strukturer og arbejdsformer med det formål at skabe mest mulig kunstnerisk betydning. Fonden tror på, at samarbejde er en god måde at skabe nye muligheder og varig forandring på. Derfor samler den ofte mange parter om fælles indsatser, der strækker sig over mange år. 

Frank Rechendorff Møller er adm. direktør i Augustinus Fonden – hvor han har været siden 2012.  Augustinus Fonden er en erhvervsdrivende fond med ejerskab i en lang række danske og internationale virksomheder. I 2021 uddelte fonden filantropiske donationer på godt 400 mio. kr., hvor langt størstedelen af uddelingerne går til dansk kunst- og kulturliv. 

Frank Rechendorff Møller er desuden formand for Carl Henning Pedersens & Sidsel Ramsons Fond, der arbejder for at udvikle, sikre og fremme kendskabet til kunstnerparrets kunst og til museet i Herning, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. 

I 2021 trådte han ind i bestyrelsen for Fondens Videnscenter, der arbejder for at øge samfundets viden om filantropiske fonde og foreningers arbejde og betydning for samfundet. 

Senest har han været en del af initiativgruppen bag forslaget om etablering af Kulturens Analyseinstitut. Formålet med analyseinstituttet er at skabe mere viden om kulturen, dens værdi, og hvordan vi understøtter den. 

Tilmeld dig Applaus' nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig her

Følg Applaus