Ava George på 35 år oplever, at hun og hendes mand, Ebbe Føge Bak på 39, udgør langt den yngste del af publikum, når de går til klassiske koncerter. Hun har altid været en ivrig koncertgænger, når det kom til rock-, heavy- og soul-koncerter, men det var først, da hun mødte Ebbe, at hun blev en fast del af det publikum, der går til klassiske koncerter. Hun elsker den store sanselige oplevelse, de klassiske koncerter giver hende. Samtidig synes hun, at måden den klassiske musik bliver formidlet på såvel som de konventioner, der omgiver musikken, udgør en barriere for et potentielt publikum, der ikke har forudsætninger for at vide, hvordan man formelt opfører sig til en klassisk koncert eller måden, den klassiske musik er bygget op på.

Klassisk koncert kræver forberedelse

“Jeg synes personligt ikke, at det er ligeså nemt at gå til en klassisk koncert, som det er at gå til en rockkoncert,” siger Ava George og tilføjer, at det både har at gøre med måden, koncerten afvikles på, men også måden selve musikkens komposition er struktureret:

“Det er sådan set opbygningen af musikken også – altså jeg ville ikke vide hundrede procent, hvor starter det, og hvor slutter det? Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men det føler jeg faktisk stadigvæk: At jeg skal forberede mig på det, når jeg skal ind og høre noget.”

Ava George mener, at det for mange, der ikke har oplevet klassisk musik før, allerede er her, det bliver svært. Selv hører hun altid en indspilning af musikken, før hun tager til koncert. På den måde føler hun sig bedre forberedt og kan bedre tage musikoplevelsen ind. På spørgsmålet om koncertens varighed har betydning, svarer hun, at det ikke er noget problem for hende at sidde og lytte koncentreret i længere tid, hvilket, hun mener, skyldes, at hun i forvejen er vant til at live-koncerter. For hende føles tiden ikke lang, så længe hun er optaget af den musik, hun hører.

Ava George nævner en anden udfordring, der ville have hindret hende i at blive en fast del af et klassisk musik-publikum, hvis ikke hendes ægtefælle havde insisteret: Hun mangler den fælles oplevelse og den umiddelbare udveksling, der er mellem musikere og publikum ved en rock-koncert. Hun synes, det er en mangel ved klassiske koncerter, at man som publikum ikke kan give udtryk for sin begejstring, og at musikerne ikke kan modtage applaus og begejstrede tilråb, forklarer hun:

“For at sige det rent ud: Hvornår klapper man? Det var virkelig en ting, jeg ikke havde en ide om – og man overhovedet klappe? Det lyder som en lille ting, men det er det jo ikke. Til rockkoncerter kan folk bare klappe, når de vil, eller når et nummer er afsluttet. Så ved man det. Det gør man ikke, når det er en klassisk koncert, og man ikke har været til det før.”

Derudover har hun oplevet at blive set skævt til af andre publikummer, når hun af glæde har klappet af de dygtige musikere. Som nytilkommen provokerer det hende, at der er uudtalte konventioner og normer, og at hun møder misbilligelse i stedet for smil af andre mere erfarne tilskuere:

“Det (at klappe, red.) er en ting, som jeg næsten af princip bare er begyndt at gøre. Jeg ved godt, at det måske er ilde set på en eller anden måde, men jeg synes bare, det er så stift,” siger Ava George og tilføjer, at det for hende også handler om at give sin anerkendelse til de dygtige musikere og vise dem, hvor meget hun sætter pris på deres kunnen. Og en gang imellem har hun faktisk kunnet spore et smil hos musikerne, selvom hendes medtilskuere direkte har tysset på hende. Tilsvarende har hun oplevet, at hun tilsyneladende kom i det forkerte tøj, da hun første gang mødte op på Operaen – en eftermiddag – og hendes mand tog imod hende, iført pænt tøj og nypudsede sko:

“Så kommer vi ind i foyeren, og jeg tænker bare:’Jeg er helt malplaceret her.’ Det var tydeligt at se, at folk kiggede over og tænkte,’nå, hun har ikke lige tænkt over, hvad hun skulle ind til. Og nej – jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle ind til!,” ler Ava George.

Hvem skal jeg følge som publikum?

En anden ting, hun påpeger, er, at der i den klassiske musik ikke er en forsanger, eller et skiftende fokus på de enkelte musikere. Det betyder, at man som ny tilskuer ikke ved, hvor man skal vende blikket hen:

“Jeg ved godt, at der er en dirigent, men det er jo ikke sådan, at jeg kan se eller fornemme på dirigenten hundrede procent, hvornår er det, denne her del slutter. Det er en lidt speciel fornemmelse set udefra.”

På den måde oplever hun, at den klassiske musik bliver formidlet meget indforstået, og at den på ingen måde åbner sig mod nye publikumsgrupper. At hun er blevet fast koncertgænger til den klassiske musik, skyldes udelukkende hendes mand, der til gengæld ikke oplever de samme barrierer for deltagelse, fordi han allerede tidligt har lært, hvordan man begår sig til en klassisk koncert og derudover er fuldstændig opslugt af klassisk musik.

Ava George mener derfor, at det er væsentligt at orkestre, ensembler og koncerthuse får fat i de unge allerede tidligt, så de vokser op med den klassiske musik, ganske ligesom hendes mand har oplevet det. Selv har hun først oplevet koncerter med klassisk musik som voksen, og hun er vildt betaget af musikken – så på trods af de barrierer hun møder, er hun i dag blevet en del af et fast publikum. Hun elsker den følelse, musikken vækker i hende.

Vis os stjernerne og kom folk i møde

Ava George lægger ikke fingrene imellem, når man spørger, om hun som forholdsvis nytilkommen koncertgænger til klassiske koncerter synes, at orkestre og koncerthuse kan gøre mere for at få fat i nye publikumsgrupper. Hun spørger retorisk, hvorfor rockmusikken er blevet så stor en industri og kommer selv med svaret:

“Det er, fordi der er nogle enere, der er helt exceptionelle til at synge eller spille guitar. The Doors ville ikke være The Doors uden Jim Morrison – og de (orkestrene, red.) bliver nødt til at få nogle af de unge mennesker frem i lyset.”

Med andre ord skal der være nogle musikere, som den yngre del af publikum kan relatere til. I øvrigt forstår Ava George ikke, hvorfor man ikke må fremhæve nogle i et symfoniorkester, så publikum ser dem klarere: Hvis der er særlige talenter i et orkester, synes hun, de fortjener at blive fremhævet.

På samme måde synes hun, at den klassiske musik i højere grad skal møde folk, hvor de er – for eksempel på gaden i flash mobs, hvor det vil overraske folk og vække deres nysgerrighed. I høj grad handler det for hende om, at den klassiske musik er en lukket verden, der ikke virker synderligt interesseret i at ændre sig.

Ava Georges mand, Ebbe Føge Bak, arbejder til daglig som bibliotekar, hvor han også holder foredrag om klassisk musik. På den måde er han connaisseur og er vant til selv at opsøge den klassiske musik. Men både han og Ava George er enige om, at både orkestre, ensembler og koncerthuse kan gøre langt mere for at gøre sig relevante for et yngre publikum:

“Når du går ind på Koncerthusets hjemmeside, så forklarer de lidt om, hvad der skal spilles, men det er jo kun nogle få linjer. De har måske nogle musikeksempler. Men der kan man godt savne endnu mere formidling af det og forklaringer om musikkens indhold. Og som Ava siger, at der er nogle af de musikalske stars, de har i orkestreret og måske nogle videoer, hvor de siger, at ‘i det her musikstykke, der sker der sådan og sådan. Vi spiller det her på grund af det og det, og jeg har i øvrigt en fed solo.’ Så meget mere formidling – også på deres sociale medier,” siger Ebbe Føge Bak.

Førstegangsoplevelsen er ikke god nok

Ifølge Cecilie Szkotak Nielsen fra kulturanalysebureauet RasmussenNordic er den førstegangs-oplevelse med den klassiske musik, Ava George beskriver, helt normal:

“De ting, Ava fortæller, er helt på linje med, hvad jeg har hørt fra de andre nye koncertgæster, som jeg og min kollega Søren Mikael Rasmussen interviewede, da vi lavede undersøgelsen, ‘Førstegangsgæsten til koncert’. I dette tilfælde lykkedes det heldigvis Ava at blive fast koncertgænger, fordi hendes partner kunne lede hende til musikken, men langt de fleste, som støder på de samme barrierer, kommer desværre ikke tilbage til koncertsalen, hvis de overhovedet kommer i første omgang.”

Cecilie Szkotak Nielsen tilføjer dog, at der er meget, de klassiske orkestre og koncertsteder kan gøre for at åbne sig mod nye koncertgængere:

“Det gode er, at når vi ved, hvad der stopper Ava – og andre – fra at føle sig velkommen og nyde koncerten, så kan vi gøre noget ved det. Ava giver faktisk selv mange af svarene. Men det kræver, at vi er villige til at lytte og handle og måske gøre op med en del af de måder, vi præsenterer musikken, indretter oplevelsen og den måde vi byder velkommen indenfor, hvis vi vil sikre, at vi er relevante for den næste generation.”

    Tilmeld dig vores