19. maj 2022

“Publikum kan bidrage med vigtig viden og inspiration”

af Charlotte Bliddal

I anledningen af at Applaus iværksætter publikumsundersøgelsen 2022 har vi talt med Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioners direktør, Asbjørn Keiding, om vigtigheden af at kende ens publikum, og hvorfor der er behov for denne type publikumsundersøgelse netop nu.

– Hvorfor er det vigtigt at kende sit publikum?

Det er utroligt vigtigt at kende sit publikum godt – det er dem, orkestrene og ensemblerne er til for; de er orkestrenes kunder og eksistensgrundlag. Jo bedre vi kender og er i dialog med publikum, jo bedre mulighed har vi for at designe et program, der tiltaler dem, vækker nysgerrighed og giver dem lyst til at høre alt hvad der præsenteres. Publikum kan bidrage med vigtig viden og inspiration til programlægning, og de er i de hele taget vores ambassadører, hvor der er brug for det.

– Hvordan er kunst, kultur og publikum forbundet i din optik?

Som nævnt – publikum er kunderne. Er der ingen kunder i butikken, må den lukke. På den ene side har orkestre og ensembler en kunstnerisk vision og mission, og på den anden side skal der helst være en relevans og et publikum, der vil møde den vision og mission. Så der skal altid være et samspil mellem kunst og kultur og publikum – publikums udbytte af kunst og kulturlivet, er trivsel, glæde og livsværdi, hvis ellers kunst og kulturlivet byder på relevante, spændende, udfordrende tilbud.

Publikumsundersøgelsen taler ind i udviklingen for danske ensembler, orkestre og operainstitutioner

– Hvilken udvikling står jeres felt overfor lige nu?

Dels en forståelse og viden om vort nuværende publikum, dels en overvejelse om den gruppe er tilstrækkelig dækkende for fremtiden, eller om det er nødvendigt at opsøge nyt publikum, og tilsvarende udvikle nye måder at møde dem på. Personligt mener jeg, at der i vores branche er behov for langt dybere viden om publikum, deres feedback og forventninger til os.

Der er også brug for at fokusere på nye publikumsgrupper, og i at byde dem velkommen inden for i koncertsalen eller i det digitale univers som også skal have sit helt eget udviklingsforløb.

– Hvilke redskaber forventer du, jeres medlemmer vil få ud af at deltage? 

Jeg håber, det vil give et meget stærkere indblik i publikum, og dette indblik fører til nogle målrettede strategier og dedikeret ressourcer til at arbejde med de mange elementer en koncertoplevelse er “pakket” ind i. Markedsføring, modtagelse ved koncerter, invitation til feedback og opsamling samt opbygning af kundenetværk til gen-invitationer og meget mere. Det kunstneriske produkt – koncerten – er unik og på et højt professionelt niveau. Det fortjener et meget mere mangfoldigt og stort publikum.

Publikumsundersøgelsen er et tilbud til billetsælgende institutionsteatre, orkestre og spillesteder. Undersøgelsen er iværksat af Applaus i samarbejde med DEOO og Dansk Teater og bliver gennemført af Morris Hargreaves McIntyres og Rambøll Management Consulting. Læs mere og tilmeld jer her.

Tilmeld dig Applaus' nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig her

Følg Applaus