Foto: Lis Kasper

25. maj 2022

“Publikumsudvikling holder kulturinstitutioner skarpe og åbne”

af Charlotte Plesner Bliddal

I anledning af Applaus’ publikumsundersøgelse 2022 har vi talt med Nørrebro Teaters direktør, Mette Wolf, om deres arbejde med publikumsudvikling. Bliv klogere på, hvordan teatret arbejder med de data, de har fået gennem Applaus’ tiltag og undersøgelser. 

Hvorfor er det vigtigt at tænke publikum ind i Nørrebro Teaters arbejde? 

Teaterkunsten eksisterer først i mødet med publikum. Derfor tænker alle, der arbejder med teater naturligvis også på modtageren og på, hvordan vores kunst vil påvirke dem og forplante sig i deres system. Når vi taler om publikumsudvikling og publikumsfokuseret arbejde, så udvider det egentlig blot vores syn på publikum. Det giver os en forståelse af vores publikums vej mod teatret og deres oplevelse af teatret under og efter forestillingen. Det er vigtig viden for os, fordi vi på den måde kan ”tune” teatret og være fleksible overfor fx ændrede publikumsvaner eller strømninger, der kalder på anderledes oplevelser af teater.

– Hvilken erfaringer og indsigter har det givet jer at deltage i Applaus’ publikumsundersøgelse?

Applaus’ undersøgelser om Covid 19 gav os vigtig og beroligende viden om, hvordan publikum tænkte teater og kultur på den anden side af nedlukninger og afstandsrestriktioner. Samtidig gav det også inspiration til at komme på tiltag, der imødekommer de ønsker, man faktisk altid kan finde bag de meget håndfaste tal og grafer. For mig er det altid dybt inspirerende at læse Applaus’ undersøgelser, og de er ofte kilde til gode idéer og anderledes måder at bringe Nørrebro Teater i spil på. Vores egne publikumsundersøgelser og Applaus’ undersøgelser er på den måde den perfekte cocktail, når vi her på teatret finder på nyt eller ser eksisterende tilbud efter i sømmene.  

Hvad vil I gerne opnå gennem jeres arbejde med publikumsudvikling?  

Vi arbejder konstant på at gøre Nørrebro Teater til et teater, der er relevant og vedkommende for flest mulige. Et sted, du har lyst til at søge mod uanset, hvad du har af baggrund, økonomisk formåen eller viden om teater. Det handler først og fremmest om at fjerne alle barrierer, der kan stå i vejen for, at nogen går ind ad døren hos os. Dernæst handler det også om at se på, hvad vi på indholdssiden præsenterer og på hvilke tidspunkter, vi præsenterer vores forestillinger og arrangementer. Helt overordnet handler det om at gøre teatret attraktivt for et bredt og mangfoldigt publikum og forene det med vores kunstneriske vision og retning.  

Hvad er dit bedste råd til kulturinstitutioner, der ønsker at arbejde mere med publikumsudvikling? 

Kom i gang! Og hvis du ikke kan overskue det store udtræk med ambassadørgrupper og surveys, så start i et hjørne. Sørg også for, at publikumsudvikling ikke kun bliver kommunikationsafdelingens opgave. Det er vigtigt at få flest mulige afdelinger og faggrupper involveret, så alle på teatret kan spille ind med ideer og løsninger til at gøre jeres kulturinstitution relevant og tilgængelige for flest mulige. Sidst men ikke mindst: Vær tålmodig. Du kommer ikke til at se effekten af publikumsudvikling fra den ene dag til den anden, men på længere sigt er det med til at holde vores institutioner skarpe og åbne for nye impulser.

Tilmeld dig Applaus' nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig her

Følg Applaus