Bornholms Teaters særlige position og lokation som øens eneste egnsteater betyder, at teatret har en række særlige potentialer og udfordringer. ”Vi bor på en ø med et indbyggertal på under 40.000 mennesker. Vi har ikke noget opland ud over øen, og turnévirksomhed i større skala er bekosteligt og besværligt med teatrets beliggenhed.

Til gengæld har vi en stor tilstrømning af turister i sommerhalvåret og en stor gruppe tilflyttere, der er kulturelt orienterede, som kunne være potentielle publikummer,” forklarer Kim Caspersen, PR-medarbejder på Bornholms Teater.

Teatersamtaler og Teatervenner

I det seneste år har teatret haft fokus på publikumsudvikling med særligt fokus på to projekter: Teatersamtaler og Teatervenner. Begge projekter var iværksat for at få mere viden om det potentielle publikum og videreudvikle Bornholms Teater til et mere åbent og imødekommende sted.

Teatersamtaler er en metode, hvor seks til otte publikummer sammen ser tre forestillinger. Efter hver forestilling samles gruppen og diskuterer teateroplevelsen. Om resultatet siger han: ”Det var rigtigt gavnligt. Vi fik meget viden om hele publikums oplevelse af at komme på teatret – alt lige fra de trådte ind af døren, til billetkontrolløren, baren, scenografien. Det hele! Selvom vi prøver at sætte os i publikums sted og skabe den bedst mulige oplevelse for vores kunder, så giver det stof til eftertanke at høre, hvad de siger.”

En central del af teatrets drift Initiativet Teatervenner, som sidenhen kom til at hedde Kulturvenner og involverede andre kulturinstitutioner, løb sideløbende med teatersamtalerne. På trods af, at projektideen delvist var udsprunget af teatersamtalerne, så fik projektet, der løb i 3-4 år, ikke den ventede succes.

Kim Caspersen fortæller: ”Vi opbyggede et netværk af kulturdiplomater, der kunne tage folk, der ikke var vant til at bruge kulturtilbud, i hånden og hjælpe med at afmystificere kulturinstitutionerne og oplevelserne. Selvom vi fik et team af engagerede diplomater, så løb de hurtigt tør for folk, de kunne rekruttere, og så blev projektet en kamp fremfor en fornøjelse.”

For at skabe et større udbud af oplevelser ændrede teatret projektet, så det blev målrettet øens foreninger og grupper fremfor individuelle publikummer. Det gav for en kort periode projektet vind i sejlene, blandt andet i for hold til socialt udsatte grupper, men uanset alle gode intentioner og tanker, så blev projektet ikke den succes, som de havde håbet.

”Det har været en oplevelse, der gør, at vi nu tænker anderledes,” fortæller Kim Caspersen. Det anderledes, som Kim Caspersen refererer til, handler ikke om, at publikumsudviklingsinitiativer er forsvundet fra Bornholms Teater, for publikumsudvikling er en central del af teatrets strategi.

Prioritering af publikumsudvikling

Men i stedet for at arbejde med publikumsudvikling som enkelte tidsbegrænsede projekter indgår publikumsudvikling nu som en del af teatrets drift, hvilket ifølge Kim Caspersen er langt mere bæredygtigt og betyder, at publikumsudvikling har fået en højere prioritering i organisationen. ”Nu er publikumsudvikling hovedet på blokken og ikke noget en deltidsmedarbejder tager sig af i en periode.”

Bornholms Teater arbejder i øjeblikket med at opdyrke et nyt teaterpublikum. Det betyder, at de udvikler teatrets repertoire til også at bestå af mindre turnéforestillinger i kombination med et årskort samt udvider teateroplevelsen til at inkludere andre typer arrangementer – og skabe et cafemiljø. ”Lige nu er caféen meget klinisk, pæn og det hele er nydeligt, og det er nok også det, som er en del af problemet. Man mærker ikke, at man er på landets ældste teater. Der skal noget mere atmosfære ind, så folk får lyst til at blive hængende lidt længere efter forestillingerne og arrangementerne,” afslutter han.

Foto © Anders Beyer/Mindgap