Som de fleste andre teaterforeninger er Vejleegnens Teaterforenings primære målgruppe det klassiske, ældre teaterpublikum. Som Hans Lottrup fortæller: ”kernemålgruppen er meget vigtigt for os. Hvis vi kun skulle fokusere på nye spændende målgrupper og de unge, som vi selvfølgelig gerne vil have fat i, kunne foreningen ikke løbe rundt.”

Det betyder dog ikke, at Vejleegnens Teaterforening ikke arbejder for at udvikle deres etablerede publikumsgruppe. Som et nyere tiltag har teaterforeningen etableret initiativet UngtTeaterVejle, som er en gruppe unge teaterentusiaster i alderen 18-23 år.

De seneste to år har et par af de unge deltaget i teaterseminaret og haft reel medindflydelse på valget af forestillinger med fokus på et repertoire, som har interesse for andre unge. UngtTeaterVejle udvikler desuden arrangementer og tiltag for og med unge og har været medvirkende til, at teaterforeningen de seneste to sæsoner har tilbudt et sæsonkort for unge.

Første år blev der solgt fem sæsonkort, men i sæson 18/19 år blev der solgt 70. Hans Lottrup erkender, at det tager tid at etablere noget nyt: ”Jeg tror, at uanset hvor geniale publikumsudviklingstiltag, der bliver udviklet og gennemført, så kommer det ikke til at vælte verden. Jeg tror, man skal erkende, at publikumsudviklingsaktiviteter er lange seje træk, som man sommetider ikke kan se resultatet af med det samme. Især indsatsen for unge må man ikke forvente giver pote med det samme, men skal bare gennemføres hele tiden.”

Producenter og teaterforeninger skal løfte i flok

Hans Lottrup har en baggrund som partner i eget reklamebureau og med markedsføringsrådgivning. I dag arbejder han som adjunkt på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Den viden og de erfaringer bruger han i sit i bestyrelsesarbejde. Da han startede, bidrog han til, at Vejleegnens Teaterforeningen omlagde deres kommunikations- og markedsføringsindsats. Dette i særdeleshed i forbindelse med foreningens tilstedeværelse på Facebook, men også det online billetsalg og foreningens hjemmeside, så den er mobilkompatibel.

Hans Lottrup fortæller: ”Vi har fjernet alt det der foreningshalløj, så man skal ikke læse om, hvordan man bliver medlem, eller hvor fantastisk det er. Ønsker man bare at købe en teaterforestilling, så skal man kunne det. Vi har også indset, at gammeldags helsidesannoncer i de lokale dagblade ikke generer et billetsalg, der svarer til det annoncen koster. Papirannoncer er ikke vejen frem, men der er stort potentiale i de online markedsføringskanaler.”

Han erkender dog, at de mange nye kanaler er en udfordring for Vejleegnens Teaterforening og for andre teaterforeninger. ”Det er en udfordring, at arbejdet er drevet af frivillige, og det er svært for den almindelige markedsføringsmedarbejder i en teaterforening at arbejde kompetent med segmentering på fx Facebook. Det kræver indsigt og erfaring.” Som en løsning foreslår han fælles initiativer mellem teaterforeninger og producenter, for som han siger ”Jeg tror, dét at løfte i flok er vejen frem.”