Fænomener som ”slow looking”, ”art looking” eller ”mindful museum” er modbevægelse mod det tidspres, vi alle lever under. Her er det pointen at give sig tid; måske ligefrem prøve at sætte tiden lidt i stå. Centrum for det hele er en kunstoplevelse, typisk af billedkunst, men også litteratur og musik vinder frem som mulige kunstarter til denne tilgang.  

Museumsinspektør Cecilie Monrad fra Frederiksbergmuseerne er en af dem, der har været med til at indføre den nye tilgang i Danmark. Hun fortæller, at man netop i denne tid kører forløb på museet, hvor mindfulness, med de dertil hørende teknikker til en guidet meditation, kombineres med at se på et enkelt billede fx af maleren Storm P. Det er en del af museets satsning på Kultur og sundhed, hvor en række publikumsydviklingsaktiviteter og outreachprojekter er samlet. Metoden giver i følge museet, mulighed for fordybelse, ro og koncentration, og kan med øvelse hjælpe den enkelte til at håndtere stress bedre. Metoden kan også bare være en umiddelbar, nærværende oplevelse, hvor man sætter fokus på en særlig del af Frederiksbergmuseernes samling. 

Cecilie Monrad fortæller, hvordan det foregår i praksis: ”Jeg starter med at lave en grounding, hvor man sidder med lukkede øjne (hvis man vil), med vejrtrækningsøvelser, opmærksomhed på sanser, temperaturen i rummet, lydene m.m. for dermed at skabe en koncentration. Så beder jeg publikum om at rette opmærksomheden mod værket, og fortæller, at jeg de næste 20-30 minutter vil guide deres opmærksomhed rundt i billedet; og selvom jeg stiller åbne spørgsmål, skal man ikke svare på dem, men bare tænke inden i sig selv, så der er stilhed i denne periode.” 

Slow looking er således rettet mod det publikum, der er indstillet på en formidling, hvor man på én gang mærker sig selv og ser på et kunstværk, og netop dér er teknikkerne fra mindfulness en hjælp. 

Mindfulness som oplevelsesindgang 

Der er god mening i at bruge teknikkerne fra mindfulness som en måde at skabe en anden form for publikumstilgang og til at arbejde med kunstoplevelsen. Det mener Jacob Sander Bojsen, der er cand. mag. i Teater- og performancestudier, studierådgiver på Københavns Universitet, og desuden uddannet mindfulnessinstruktør. Han har for nylig har kørt en lang række forløb for studerende, der mærket af coronanedlukning, præstationspres og andre faktorer, der påvirkede deres trivsel. 

Ifølge Jacob Sander Bojsen er den bærende kvalitet ved mindfulness, den nysgerrighed og fordomsfrihed i forhold til en selv, som styrkes: ”En af hovedpointerne er nysgerrighed. At se som for første gang, det vil sige at finde tilbage til et ”beginners mind”. Man forsøger at undgå forudfattede meninger, hvad var det egentlig du så? Mindfulness går ud på, at man kan træne sin opmærksomhed på ens egen opmærksomhed, hvor går den hen, hvad optager mig, hvilke tanker kommer der. Men uden at tage det videre, blot registrere dem – give dem fordomsfri opmærksomhed.”   

Denne tilgang kan så senere rettes mod noget uden for en selv, som på Frederiksbergmuseerne, og som Jacob Sander Bojsen forklarer kan man: ”Få aktivet sanserne, og blive opmærksom på dem: hvordan er farver, eller lys, hvad vækker det i kroppen, hvad er den kropslige respons, hvad skaber det af følelser?” Derfra er der ikke så langt til at tale om, hvad billedet siger en, hvilken kunstnerisk oplevelse, det åbner for.”

Genåbningen – og hvad vi lærte 

Det var faktisk nedlukningen under pandemien, der satte skub i Frederiksbergmuseernes projekt. Cecilie Monrad forklarer: ”Da verden lukkede ned, og museerne også gjorde, kunne man se, at folk blev glade for ting der tog tid: strikke, brodere eller gå lange ture, en slow down tendens. Og når man nu blev tvunget til det, var der mange, der indså, at det gav noget, at det renser og giver noget energi. Så da vi kunne se genåbningen foran os, var det en måde at få dén tendens med ind i museet.” 

På Frederiksbergmuseerne praktiseres der dog ikke kun eftertænksomhed. Når seancen med at blive guidet rundt i stilhed er forbi, åbnes der for dialog i gruppen. Cecilie Monrad: ”Når jeg så har guidet dem rundt i det objektive, går vi over i en mere subjektiv tilgang: Jeg spørger hvordan tror du det ville være at møde hende på billedet? Hvilke ord ville du bruge til at beskrive hende? Så åbner vi op for hele billedet igen og går over i en dialog. Ofte er der associationer til nutiden i folks idéer, og det kommer måske til at handle om kvindesyn.”  

Først til allersidst, hvis folk ønsker det, så kommer de klassiske kunsthistoriske informationer om kunstner, værket eller kontekst på. Men ideen er mest at holde folk åbne i deres nysgerrighed i forhold til alt muligt andet i forbindelse med billedet. Erfaringerne med de forløb, der hidtil er afviklet har været meget positive. For eksempel fortæller Cecilie Monrad om et forløb på Bakkehusmuseet, der er et museum knyttet til Knud og Kamma Rahbecks hjem, der står undrettet som i den danske guldalder i begyndelsen af 1800-tallet, at publikum efter den guidede session tilbragte flere timer med at se ligeså opmærksomt på de øvrige rum i huset. 

Den eftertænksomme museumsoplevelse sker således på publikums præmisser, og der er ikke nogen oplevelser, der er bedre end andre. Netop dén dimension, fremhæver Cecilie Monrad som særlig værdifuld for publikum, der dermed både kan forholde sig til nutidens stresskultur og samtidig opleve, at deres kunstoplevelse – også uden kunsthistoriske forudsætninger – er en fuldt ud gyldig oplevelse. 

Foto: Malthe Folke Ivarsson

Frederiksbergmuseerne

Frederiksbergmuseernes fokusområde Kultur og Sundhed er beskrevet nøjere på hjemmesiden.