Hannah Karina Mikkelsen. Foto: Flemming Karlsen

1. juni 2021

Teatret Masken: Unge Dramaturgiat skal få flere unge i teatret

af Kat Sekjær

Teatret Masken i Nykøbing Falster vil man gerne gøre teater vedkommende for børn og unge. Derfor inviterer teatret lokale unge ind til workshops, når nye ungdomsforestillinger skal udvikles. Sidste nye tiltag er et Unge Dramaturgiat, der består af syv unge, der dels udvælger forestillinger men også på andre måder arbejder som kulturambassadører for deres jævnaldrende. Vi har spurgt teaterleder, Hannah Karina Mikkelsen, om arbejdet med Unge Dramaturgiatet og fremtidens vision om at skabe kontakt til et yngre publikum.

Hvordan fik I idéen til et Unge Dramaturgiat?

“Igennem flere år har vi arbejdet på at gøre scenekunst mere vedkommende for børn og unge, så de forhåbentligt finder det mere relevant og interessant at gå i teatret. Vi skal opdyrke fremtidens publikummer.

Når vi skaber ungdomsforestillinger, inviterer vi alle 8. klasser på Lolland og Falster til en workshop, hvor vi gennem reflekterende øvelser spørger ind til de unge menneskers liv og meninger. Vi sætter rammerne med hensyn til tema og øvelser. Og workshops indgår som en del af undervisningen i skolerne. Eleverne synes, at det er rigtig spændende at fortælle os om deres liv, og at deres svar skal bruges til at skrive en forestilling til dem og om dem.

Det er blevet obligatorisk for alle skoler på Lolland og Falster, at 8. klasserne skal på Teatret Masken til workshops. Disse workshops er betalt via Dannelsesrygsækken ved Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune samt Teatret Masken. Guldborgsund Kommune køber billetter til alle skoleelever i kommunen, så de hvert år får en professionel scenekunstnerisk oplevelse gennem hele deres skoleopvækst.

Når de ikke længere går i folkeskole, og deres lærere ikke længere tager dem med i teatret, så skal de komme af sig selv. Hvordan skal det lade sig gøre? Vi tror på, at det lader sig gøre, hvis deres jævnaldrende anbefaler forestillinger. Unge Dramaturgiatet var med på Wawes 2019, Horsens Teaterfestival 2019, hvor de valgte 3 forestillinger, som de virkelig godt kunne tænke sig at vise til andre unge. De skulle også have været med til Aprilfestival 2020 og Horsens Teaterfestival 2020, som desværre begge blev aflyst.”

Ungedramaturgiatet på Horsens Teaterfestival 2019
Ungedramaturgiatet på Horsens Teaterfestival 2019

Hvordan fik I fat i de unge?

“Når jeg indledte dit første spørgsmål med at fortælle om, hvordan vi inddrager de unge mennesker i vores ungdomsforestillinger, er det for at sige, at mange er blevet interesseret i denne kunstform via inddragelsen. Så da vi lavede et ‘jobopslag’ på de sociale medier og bad unge mellem 16 og 21 år om at skrive en ansøgning med motivation for at være med, fik vi en del henvendelser. Egentlig ville vi kun have haft fem med i Unge Dramaturgiatet, men der var syv ansøgninger som vi ikke kunne komme udenom.”

Hvordan samlede I dem og gjorde dem ‘klar’ til opgaven?

“Unge Dramaturgiatet blev klædt på til at se og opleve forestillinger ved at få viden om Ville, Kunne og Skulle-begreberne. På Horsens Teaterfestival medvirkede de i en workshop udviklet til unge, der ligeledes handlede om at klæde dem på. Konklusionen blev, at de forestillinger som de virkelig godt kunne tænke sig, at deres venner også skulle opleve, blev dem, de valgte.

Men det er ikke det eneste Unge Dramaturgiatet skal kunne. Det er vores ønske, at Unge Dramaturgiatet skal blive kulturentreprenører og dermed også selv skabe kontakt med de turnerende teatre, opstille et budget, udarbejde presse- og salgsmateriale til relevante platforme, sælge billetter, tage imod på spillestedet og hjælpe med at bære scenografi ind og stille op og pille ned igen. De skal byde publikum velkommen, selv bemande baren, hvis de er gamle nok, og selv bestemme udvalget af drikkevarer og så videre. De har derfor også mødt en journalist, der har undervist dem i om hvordan man skaber PR, og hvad forskellen er på det trykte medie og de sociale medier.”

Hvordan greb de opgaven an? Hvad fungerede godt og hvad fungerede ikke? Hvorfor?

“De unge mennesker er gået til opgaven med stort engagement. Det er unge, der vil gøre en forskel, og så er det med at gribe dem og holde dem til ilden. Der var ikke så mange publikummer, som de kunne have ønsket sig, til den første forestilling. Men sådan et projekt skal køres i gang, og det ved vi, kan tage tid. Til den anden forestilling, var der bestilt dobbelt så mange billetter, men desværre blev den aflyst på grund af corona-situationen.

At der skulle komme corona midt i processen var ikke med i planen. Det har taget en del af motivationen fra dem. De nåede kun at få gennemført den ene af deres planlagte forestillinger. Vi har i stedet været i København og opleve ungdomsforestillinger, og meningen er, at vi vil tage mere ud, nu hvor festivalerne er aflyst. Det er i sagens natur ikke muligt, da alt er lukket ned. Nu håber vi på, at Aprilfestivalen bliver til noget.”

Lykkedes det at få et yngre publikum i teatret?

“Ja det er lykkedes til den ene forestilling, og vi tror på, at flere vil komme, når vi først må åbne op igen.”

Og er det noget I vil arbejde videre med fremover – i så fald hvordan?

“Projektet er tre-årigt og støttet af Projektudvalget for Scenekunst, så vi har stadig et par år, der er finansieret. Det kræver ekstra arbejde for os medarbejdere at holde Unge Dramaturgiatet i gang. Der er også et socialt element i det, og vi bruger derfor nogle af vores aftener på at mødes til spisning og vedligeholde relationen og motivationen med og hos de unge. Unge Dramaturgiatet arbejder frivilligt, til gengæld får de alt betalt, som for eksempel overnatning og diæter ved teaterfestivalerne – og de får læring i at arrangere kunstbegivenheder.”

Nyheder fra applaus i din indbakke

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg Applaus