Plakat til Opgang2's forestilling OMG af Anders Ladegaard og en gruppe unge i teatret.

5. marts 2019

Teatret skal møde de unge der, hvor de er

af Nina Branner for ISCENE.dk

I samarbejde med publikumsudviklingsprojektet Applaus sætter ISCENE fokus på en række originale og innovative tiltag, der engagerer nye grupper af mennesker til at gå i teatret. Denne gang stiller vi skarpt på det integrationsorienterede ungdomsteater Opgang2 i Aarhus, der kan noget helt specielt, når det handler om at fange de unges opmærksomhed og få dem til at glemme mobiltelefonen for en stund.

Det er ikke snedige strategier og målrettet kampagnesnak, der kendetegner en samtale med teaterleder Søren Marcussen. Faktisk synes ordet publikumsudvikling slet ikke at optræde i hans ordbog. Nej, snarere får man indtryk af en fuldblodskultunaut, der giver langt mere for social integration gennem kunst end for kalkulerede udredninger ud i målgrupper og billetsalg. Gennem 46 år har han ikke desto mindre – sammen med hustruen Pia Marcussen – formået at gøre teater tilgængeligt for en af de publikumsgrupper, der er allersværest at nå: De unge.

Siden Opgang2 slog dørene op, har flere hundreder scenekunstspirer været igennem teatrets ungdomsafdeling. Og de anmelderroste, profesionelle forestillinger, der opføres på Aarhus Teater og siden drager på turné, er altid velbesøgt af de unge, der beskriver stykkerne som ”vilde”, ”fantastiske” og ”en helt anden oplevelse”. Bare mellem 2014 og 2018 opførte Opgang2 7 forskellige forestillinger med 836 opførelser i 99 byer for over 100.000 tilskuere. Men hvad er det, Opgang2 kan, og kan andre teatre lære af det, når det kommer til at række ud til det unge teaterpublikum? ISCENE talte med Søren Marcussen om hans vedholdende engagement i børne og ungdomsteater.

“Jeg troede ikke, at teater var vedkommende for mig”

Hårdt arbejde og en ukuelig tro på, at kunst kan spille en afgørende rolle i unges liv og udvikling – sådan beskriver Søren Marcussen den succeshistorie, Opgang2 er i forhold til at engagere børn og unge i scenekunst. I dag er Opgang2 en selvejende kulturinstitution og består af tre afdelinger: Opgang2 Turnéteatret, Opgang2 Film og Opgang2 Ungdomsspor, et aktiveringstilbud for unge på kontanthjæp i Aarhus kommune. Fokusset har lige siden Opgang2 startede som ungdomsklub i 1974 været de unge og deres livtag med overgangen fra barndom til voksenliv.

”Opgang2 blev til i intentionen om, at kunst kan være med til at gribe ind i menneskers liv og være en forandringsdrivkraft. Når unge, som ikke normalt går i teatret, kommer på Opgang2, siger de ofte: “Jeg troede ikke, at teater var vedkommende for mig”. Men i Opgang2 når vi faktisk det publikum, vi vil – det såkaldt udannede publikum. Og vi når dem, fordi forestillingerne er så vedkommende, og de kan genkende sig selv i det, der sker på scenen”,  siger Søren Marcussen til ISCENE.

Det specielle ved Opgang2’s dramatik, som altsammen er nyskrevet af Pia Marcussen, er, at det er henvendt til unge og dem, der har med unge at gøre, siger teaterlederen. Publikummet er ”ungdomslivets bærere”, og det er eksistentielle spørgsmål med afsæt i ungdomslivet, der bliver taget op i stykkerne.

Udover at henvende sig specifikt til et ungt publikum er en mærkesag for Opgang2 at tematisere og afspejle de sociale sammensætninger af etnicitet, der er mange unges virkelighed. Derfor er skuespillerne ofte af anden etnisk herkomst end dansk. Selvom det at engagere ikke-etnisk danske skuespillere kan virke som et simpelt greb – som de fleste teatre nemt og med fordel kunne skrue op for – er det, ifølge Søren Marcussen, bemærkelsesværdigt, hvor stort et indtryk det kan skabe hos de af publikum, som selv har anden etnisk baggrund, når en skuespiller taler arabisk på scenen.  Skuespilleren Bolette Engstrøm Bjerre, som medvirkede i forestillingen HABIBI, var for eksempel overrasket over, hvor ramt det unge publikum med anden etnisk herkomst følte sig af forestillingen.

Habibi grafik af Anders Ladegaard.

”De kom hen og ville snakke om forestillingen, og de følte sig talt direkte til, på en måde teater normalt ikke gør”, fortæller Søren Marcussen.  

De unge bliver opslugte af forestillingerne

I 2014 vandt Opgang2 en Reumert for stykket 4EVER, som er blevet set af mere end 70.000 unge og studerende. Forestillingen turnerer stadig og har sågar været helt i Palæstina, hvor den spillede på arabisk. For det er den anden og afgørende årsag til, at Opgang2 har formået at engagere det unge publikum, som mange teatre river sig i håret over ikke at kunne få kontakt til: At de rækker ud til dem der, hvor de er – at de bringer teatret ud på skolerne, klubberne, kulturhusene og ungdomscentrene.

4EVER. Plakat af Anders Ladegaard

”Pointen med det opsøgende teater er at komme ud der, hvor de unge færdes i hverdagen. At kunsten kan spille en rolle for publikum der, hvor de er i deres liv lige nu. Selvfølgelig kan du også gå ind og se Erasmus Montanus på teatret en tilfældig aften, men vores idé har hele tiden været at spille forestillinger der, hvor ungdomslivet udfoldes  – på efterskoler, folkeskoler, væresteder og i teaterforeninger. Kunsten skal derud, hvor mennesker er”, siger Søren Marcussen og medgiver samtidig, at der er visse udfordringer ved at spille for et teateruvant publikum. For eksempel det, at de unge i begyndelsen ofte ikke kan få øjnene fra Snapchat, Instagram og Facebook. Men her skal skuespillerne være tunet ind på,  at kunsten altså skal ud over rampen. Og det ender altid med, at de unge bliver opslugt af forestillingen, siger Søren Marcussen – fordi temaet og det dramatiske udtryk allerede har en genklang hos arrangørerne, der har bestilt den, og fordi de henvender sig så direkte til de unge.

Signe på 24, der i flere år har været aktiv i Opgang2 Ungdomsspor og set utallige af Opgang2’s professionelle forestillinger, bekræfter, at deres styrke er emnerne og det, at de formår at samle publikum:

”Den måde de rækker ud til unge på en anderledes og skæv måde, så man kan følge med, er fed. I 4EVER var der for eksempel bare en enkelt mand og en guitarist på scenen, men selvom det var så enkelt, formåede de at formidle så meget. Eller i Sunny Side, som handlede om en pige fra en skilsmissefamilie. Det var en voksen kvinde, der spillede pigen, men hun var virkelig en teenagepige og viste os, hvordan det føltes. Det var rart at få lov at se det udefra og ikke skulle forholde sig til sig selv”, siger hun til ISCENE.

Også skuespillerne forstår at videreformidle den ånd, som hun oplever i Opgang2 Ungdomsspor, hvor hun sammen med andre unge har skrevet og spillet flere forestillinger, fortæller den unge teaterelsker.

”De forlanger, at vi er opmærksomme, men ikke mere, end vi selv kan holde til det. Det er sjældent, at man oplever, at unge mennesker er så fanget og ikke bare sidder og tripper på stolen og vil videre, men i stedet går derfra med noget”, siger Signe.

Unge går mere og mere i teatret

I 2018 kunne nye tal fra Scenit bekræfte, at interessen for teater stiger blandt de unge. Salget af billetter til de 14-25-årige på de storkøbenhavnske små og mellemstore teatre steg med 8 % fra sæson 15/16, ikke mindst på grund af forestillinger som Skam på Aveny-T, Fucking Åmål på Teater Vestvolden og Bustin Jieber har brug for en pause på Zangenbergs Teater. Det at producere forestillinger, der henvender sig direkte til de unge, er en strategi, Opgang2 har dyrket i årevis. Og udover at henvende sig til de unge gennem det tematiske indhold af stykkerne, er Søren og Pia Marcussen langt fremme, når det kommer til supplerende publikumsudviklende formater.

Med formatet ”Andre Horisonter” tilbyder Opgang2 workshops og undervisningsmateriale i forbindelse med turnéteatrets stykker. De bliver afholdt af dramapædagoger før og efter forestillingerne og har fokus på at få de unge til at reflektere over deres oplevelse. Samtidig har Opgang2 udviklet et idékatalog til underviserne på institutionerne med øvelser og aktiviteter, som skal hjælpe dem til at bearbejde teateroplevelsen og dens temaer sammen med deres elever. Metoderne har til fælles, at de adresserer de unge som skabende omdrejningspunkt for den kreative proces og  skaber refleksion og debat, som afspejler elevernes livsdilemmaer og drømme.

Men selvom de publikumsudviklende metoder sidder lige i øjet hos Opgang2, og de uden tvivl har været med til at løfte besøgstallene for teaterpublikummet under 30, er og bliver det den egentlige kontakt til de unge, og det, Opgang2 som kulturinstitution kan tilbyde dem, der er det ultimative fokus for Søren og Pia Marcussen.

”Det er vigtigt, at kunsten også spiller en rolle der, hvor man som menneske vokser fra at være ung og ind i voksenlivet – der, hvor man skal finde sig selv. At skabe dramatik til den forandringsproces, det er at være barn og ung. Det vigtigste er jo, at man vil noget med sit udtryk, og derfor skal man selvfølgelig brænde for det – jeg brænder nærmest ud for det”, siger Søren Marcussen med et grin og tilføjer:

”Det er også en sindssyg kamp, hvor man skal blive ved med at tro på, at det, man skaber, har en betydning – at kunsten  har betydning for de unge, der modtager den”.C

CASE 1: Sådan har andre teatre inddraget unde i teaterets arbejde og udformning

Limfjordsteateret – de unge var med i byggeprocessen

Limfjordsteatrets nye byggeri er etableret side om side med ungdomsuddannelsesinstitutioner i Nykøbing Mors. Teatrets direktør Gitta Malling valgte derfor helt tidligt i processen at inddrage de unge i byggeprocessen og fortæller:
”Det har været helt essentielt at de unge blev inddraget i byggeprocessen, så de kan føle ejerskab til stedet. Det, vi gjorde, var derfor at få arrangeret en innovationsdag, som handelsskolen og gymnasiet selv stod for. Mere end 200 unge deltog og gav deres bud på, hvad der skal til, for at de kan få lyst til at bruge huset og blive interesseret i at deltage i dets projekter.

Det, vi opdagede, og ikke selv havde blik for, var, at der er en stor gruppe brugere, som gerne vil være med til de ting, som foregår bag scenen – som scenografi, teknik, PR og sy-værksteder – og som ellers ikke er synlige. Denne problematik præsenterede vi for arkitekterne, som indarbejdede det i byggeriet, så man nu kan se ind i huset gennem de runde glasvægge. Inde i bygningen adskilles rummene også af glasvægge, hvilket giver indblik i alle de bagvedliggende funktioner, som fx scenografi- og syværksteder, teknik osv.
Derudover er teatret og dets café også et sted, hvor de unge kan hænge ud, mens de fx venter på bussen, som mange gør her, fordi vi er knudepunkt for hele oplandet. Det er derfor også blevet indarbejdet, at man kan se ud fra cafeen på buspladsen, så man helt lavpraktisk kan se, hvornår bussen kommer. Derudover arbejder vi med at udvikle indholdstilbud (som fx sy-værksted og lign.), der ligger i ventepauserne fra timerne slutter til bussen kører.”
Se mere om det nye Limfjordsteater her

CASE 2: Teatret Masken i Nykøbing Falster brugte de unges egne historier på scenen

På Teatret Masken i Nykøbing Falster var ambitionen at nå teenagepublikummet med en forestilling, som ramte lige ind i deres hverdag – og derfor inviterede de alle kommunens 8.klasser ind på teatret til workshop og snak om livet som 14-årig – og der var mange overraskelser, som teaterleder Hannah Karina Mikkelsen fortæller: 

”Vi skabte en række workshops, hvor de unge blev blandet med elever fra andre skoler, og hvor vi lavede en række drama- og skriveøvelser med dem, og siden byggede manuskriptet op omkring de fortællinger, der kom frem i forløbet. Vi fik ret hurtigt skabt et meget fortroligt rum, hvor der kom historier frem, som vi ikke selv tænkte fyldte  meget i de unges liv. Det blev fx hurtigt klart at ”uddannelsesparathed” og karakterræs er en evig stressfaktor for de unge, hvor flere udvikler angst allerede i 8. klasse – for hvad skal de blive til, hvis de ikke får karakter nok til at blive fx tømrer – er der så ingen fremtid for dem? 

Kærlighed og følelsen af at være helt alene fyldte også meget. Og så er der flere af de unge, der er bloggere, det kom bag på mig, at elever i 8. klasse blogger og har deres egen youtube-kanal.

Der var også meget fokus på forældre i forskellige former, fra forældre der er for omklamrende og andre med voldsomme temperamenter.

Derudover præsenterede vi de unge for alle de jobfunktioner, som er forbundet med at skabe en forestilling og drive et teater, og det blev tydeligt, at flere ikke var bevidste om alt det bagvedliggende arbejde, hvilket har ført til, at vi nu får ansøgninger fra unge, som gerne vil i praktik som bl.a. scenografer.

Vi kan også mærke en helt anden interesse for teatret nu blandt eleverne, fx blev vi ringet op forleden af en lærer, som efterfølgende havde overtaget klassen og ikke kendte til projektet, men hvor eleverne havde bedt ham kontakte os for at få dato på, hvornår de skulle se forestillingen. 

Efterfølgende har Guldborgsund Kommune valgt at købe billetterne til alle skoleelever, uanset om de har været med i workshoppen eller ej, fordi kommunen synes, det er vigtigt, at de unge får professionel scenekunst i deres opvækst og er meget glade for, at Masken henter inspirationen fra de unge selv. Det afstedkommer nemlig, at de unge reflekterer over deres liv, både i workshopforløbet, og når de ser forestillingen.”

ISCENE spurgte to elever, hvad de syntes om Teater Maskens forestilling ‘Eksplosioner’:

Hiba, 16 år:

“Jeg hedder Hiba og er 16 år og går på lindeskovskolen i 9.klasse. Jeg kunne relatere til nogle af temaerne i forestillingen, som f.eks. ‘karakter i skolen’, feminisme og det med tørklæde. Til hverdagen føler jeg mig ikke undertrykt, men jeg har prøvet det nogen gange, når jeg går på gaden, fordi jeg går med tørklæde. Jeg synes også at lærerne sætter stort pres på eleverne og har alt for høje forventninger omkring karakterer. Jeg synes, at det er ret mærkeligt, at man skal sætte et tal på, hvor klog du er, eller om du er uddannelsesparat. 

Jeg kunne bedst genkende mig selv da de to skuespiller skulle finde ud af, hvornår de blev uddannelsesparate, og da de fik karaktererne til deres opgave. Det går ret meget ind i min hverdag.

Den scene, jeg bedst kunne lide, var den med feminisme. Jeg kunne godt lide scenerne fordi, at jeg er enig med pigen. Der skal være en ligestilling mellem kvinder og mænd. Kvinder skal ikke blive undertrykt grundet af deres køn.”

Nadin, 15 år:

“Mit navn er Nadin. Jeg er 15 år gammel og går i 9.klasse på Lindeskovskolen.

Ja, den ramte min verden, fordi alle de problemer, som kom med i forestillingen, er problemer, som jeg kan relatere til. Det med kravene, skolesystemet, karaktererne, stil og holdninger/feminisme. Det er hverdagsproblemer i min verden.

I scenen med den perfekte verden er jeg ikke helt sikker på, om det er der, jeg bedst kunne genkende mig selv, men jeg vil gerne vokse op og gøre en forskel i verden. Det er lige meget, om det er en lille forskel eller en stor, jeg vil bare gerne gøre en forskel med alt det, jeg synes er forkert i verden.

Jeg kunne lide hele forestillingen, men det med deres holdninger i starten af forestillingen, hvor de siger alle de ting, de ikke synes om, det er det bedste, for det var, som om jeg selv havde sagt mine tanker og meninger. Det var mega fedt. Forestillingen er en af mine yndlings, da jeg kan relatere til den ud af alle de forestillinger, jeg har set.”

Cases udarbejdet af Rie Hammer

Artiklen er udarbejdet af ISCENE.dk, som Applaus har indgået et mediesamarbejde med. Dækningen af publikumsudviklingstiltaget bliver varetaget af ISCENEs journalister og mediesamarbejdet er udviklet i samarbejde mellem Applaus og ISCENE.dk.