Keyboard med publikumsudvikling

27. april 2020

Tips og Tricks: 5 forslag til at opgradere din viden og kompetencer

af Nanna Holdgaard

Hvis du, som mange andre, sidder hjemme i sofaen og har set nok til Tiger Joe og hans venner, så dyk ned i universet af online kurser, foredrag og podcasts.
Vi har fundet 5 forslag til, hvordan du kan opgradere din viden og kompetencer om kulturelt demokrati, fundraising og ledelse, Facebook annoncering og strategisk planlægning.

Talk: En polemisk indflyvning til kulturelt demokrati med Steven Hadley

I sit keynote-oplæg “Cultural Democracy – past, present and future” præsenterer Steven Hadley kulturelt demokrati og stiller en række ukomfortable spørgsmål til kulturinstitutionerne. Blandt andet om vi [kulturinstitutionerne] er skurkene, når det kommer til kulturelt demokrati?

Keynote-oplægget blev holdt på den europæiske konference “Empowering Audiences, Reimagining Culture” som blev afholdt 26. september 2019 på Calouste Gulbenkian i Lissabon af det europæiske projekt Adeste Plus. Oplægget er på engelsk og varer 20 min. Forvent ikke en blockbuster-film, men hold ud! Der er masser af provokerende pointer og stof til eftertanke.

Steven Hadley, ph.d., er en forsker, konsulent og underviser i arts managements, kulturpolitik og publikumsudvikling.

Steven Hadley, “Cultural Democracy -past, present and future”, varighed, 20 min.

Kursus: Fundraising og ledelse med undervisere fra University of Leeds

Kurset “Effective Fundraising and Leadership in Arts and Culture” er for dig, der ønsker at udvikle din organisation, blive en bedre leder og udvikle solide fundraising strategier.

Ben Walmsley, University of Leeds, “Effective Fundraising and Leadership in Arts and Culture”

Det er et kursus, der tager sig selv og sine kursusdeltagere seriøst med læringsmål og vekslende aktiviteter. Det føles lidt som at vende tilbage til skolebænken, men i en digital version.

Kurset introducerer forskellige ledelsesstile inden for kunst og kulturorganisationer, strategier inden for organisationsudvikling og forandringsledelse samt udvikling af partnerskaber og entreprenørskab. Du vil blandt andet:

  • undersøge hvordan du kan udvikle din organisation til en ”enterprising” og ”effective” organisation
  • evaluere muligheder og udfordringer ved at søge eksterne fondsmidler samt anvende strategier fra kunst- og kulturledelse og kulturpolitik til at imødekomme disse muligheder og udfordringer
  • identificere og debattere udfordringerne ved kunst- og kulturledelse

Kurset kombinerer videoer, artikler og aktiviteter, som bliver undervist af erfarne undervisere inden for kulturel deltagelse, kulturpolitik og kunst- og kulturledelse. Kurset er på engelsk og varer 2 uger med ca. 4 timers arbejde per uge. Kurset er gratis, men kræver tilmelding hos Future Learn.

Tilmeld dig kurset

Future Learn
Furture Learn

Podcast: The Art of Leadership fra Arts Council England

Arts Council England har produceret tre podcasts under titlen “The Art of Leadership”. I alle podcasts har værten Kirsty Lang inviteret et panel af repræsentanter fra kunst- og kultursektoren, der diskuterer ledelse og governance. De tre podcasts handler om:

  • Bestyrelser: Hvad er en god bestyrelse? Hvad er en mindre god?
  • Kriser og konflikt: Hvordan kan bestyrelser og ledelser bedst arbejde sammen for at imødegå udfordringer? Hvordan holder man sammen på organisationen i krisetider? Hvornår skal ekstern ekspertise inddrages?
  • Ledelsesudvikling: Hvorfor er ledelsesudvikling nødvendigt og vigtigt? Hvordan skaber vi tid og rum for ledelsesudvikling? Hvad kan vi lære fra andre sektorer, og hvordan støtter vi udviklingen hos fremtidige kulturledere?

The Art of Leadership er godt produceret og i et format, som er overskueligt og nemt. De tre podcasts kan høres her på sitet nedenfor eller via Arts Council Englands website. Hvis du gerne vil høre podcasten på din gåtur eller mens du støvsuger, så kan de også høres via soundcloud, på Spotify eller Apple Podcasts. Hver podcast varer ca. 30 min.

The Art of Leadership er en del af Creative Matters, som er en podcastserie, der bringer forskellige perspektiver, spørgsmål og ideer fra kunst- og kultursektoren.

Arts Council England

Kursus: Facebook annoncering for begyndere

Facebook Advertising for Beginners

Kurset Facebook Advertising for Beginners er et online kursus, der hjælper dig til at komme i gang med Facebook annoncering og guider dig til at oprette din første Facebook kampagne målrettet en specifik målgruppe. Kurset er udbudt på Alison, er på engelsk og varer 1-2 timer. Det er undervist af Theo McArthur, der har arbejdet med online marketing i mere end 20 år.

Tilmeld dig kurset

Alison er en online platform for uddannelse og læring med mere end 1000 kurser fordelt på forskellige fagområder. Det er gratis at oprette sig som bruger og følge kurserne, men hvis du ønsker et kursuscertifikat eller vil slippe for reklamer, så skal du betale for det.

Alison logo

Kursus: Strategisk planlægning

Kurset “Strategic Planning” er udviklet og målrettet den kreative og kulturelle sektor. Kurset vil indføre dig i analysemodeller, der skal hjælpe dig med at udforme en afbalanceret strategi, der tager højde for både kreativitet og forretning. Kurset vil bruge case-eksempler og du vil blive introduceret for forskellige markedsanalysemodeller og organisationsmodeller.

Følg kurset her

Strategic Planning

Kurset består af fem lektioner, som hver tager ca. 30 min. Kurset er gratis og afholdes på engelsk og kan tages, når det passer dig. Når du har gennemført kurset, vil du modtage et kursusbevis.

Strategic Planning bliver udbudt som en del af EU-projektet Culture and Creativity. Efter projektets afslutning har the British Council sørget for at kurser og andre projektressourcer er fortsat tilgængelige. Foruden Strategic Planning findes kurser i medietræning, online journalistisk, marketing, mv. Læs mere

Andre online tilbud

Hvis du er medlem af en fagforening, så tilbyder mange lige nu forskellige gratis online workshops og kurser. Fx udbyder Dansk Journalistforbund webinaret SEO 2020 og Dansk Magisterforening har en række introduktioner til programmer fx Photoshop, InDesign, Word, Excel, m.fl.

Applaus tilbyder en række seminarer og workshops om publikumsudvikling og segmentering i foråret og efteråret 2020. Læs mere om Applaus’ seminarer og workshops

Nyheder fra applaus i din indbakke

Få nyheder, invitationer og resultater fra publikumsundersøgelserne — direkte i din indbakke!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg Applaus